Manchester United-ejere lægger an til salg
Efter fleres års kritik og et dundrende underskud rygtes det, at Manchester Uniteds ejere planlægger et salg af storklubben.
Efter fleres års pres fra Manchester Uniteds fans ser det ud til, at et salg af Premiere League klubben måske er på bedding. Tirsdag aften kunne den britiske avis Daily Mail afsløre, at en gruppe investorer fra Qatar i færd med at forhandle med klubbens amerikanske ejere, brødrene Joel og Avram Glazer, om et salg.
Det skriver norske E24 onsdag.
Ifølge Daily Mail skulle salget handle om ”enorme summer”. Klubben blev i 2005 købt af amerikanerne for 790 mio. pund.
Kritikken af de amerikanske ejere er ikke kun kommet fra fansene, men også fra eksperter. Den tidligere Manchester United anfører, Gary Neville, der nu fungerer som ekspert på Sky Sports, har været tydelig om sin utilfredshed med klubledelsen. Han har endda kaldt dem ”skadedyr” på direkte fjernsyn.
Rygterne om det potentielle salg kunne onsdag eftermiddag ses på børsen i New York, hvor klubben har været børsnoteret siden 2012.
Da børsen lukkede tirsdag aften lå værdien pr. Manchester United-aktie på 21,12 dollar. Onsdag ved 13-tiden lå tallet i førhandlen 18,2 procent højere, skriver E24.
Det mulige salg kommer efter et år med et massivt underskud på 115,5 mio. pund, og klubben har nu vokset sig en samlet gæld på 515 mio. pund - hvad der svarer til 4,3 mia. kr.
Det er ikke første gang, der har været interesse for at købe klubben. I 2010 afslog amerikanerne et bud på 1 mia. kr. for storklubben.
Ifølge The Guardian er der noget, der kunne tyde på, at det er emiren fra Qatar, Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani, som ønsker at overtage klubben. Men det kan volde problemer, da Emiren også er ejer af den parisiske storklub Paris Saint-German gennem virksomheden Qatar Sports Investments.
UEFA-regler dikterer nemlig, at klubber med samme ejer ikke må mødes i internt opgør. Og det kan få konsekvenser for en af klubberne, skulle klubberne mødes i Champions League. I så fald ville den ene af klubberne ikke få lov til at kvalificere sig.



