Fortsæt til indhold

House of Brands går konkurs

Kosmetolog Helle Thorup må nu se sit engrosselskab House of Brands gå konkurs - men hendes klinik drives stadig videre.

Helle Thorup er indehaver af klinikken Helle Thorup. Arkivfoto: Mads Frost
Erhverv

Mens mange brancher lige nu nyder godt af efterdønningerne fra coronakrisen og af inflationen, så kæmper andre for at holde hovedet oven vande. Skønhedsbranchen er en af dem.

Kosmetikforhandleren House of Brands er netop blevet begæret konkurs - og det samme er dets retailselskab.

Det fremgår af nye registreringer i Statstidende.

House of Brands - eller HOB - er ejet af den kendte kosmetolog Helle Thorup, som også driver egen klinik i Aarhus, og medstifter Flemming Pagaard gennem deres fælles holdingselskab Thorupgaard Holding.

Den primære aktivitet i selskabet er engroshandel med kosmetikmærker. Og ikke de billige af slagsen.

Af de mærker, som House of Brands forhandler i Danmark, Norge og Sverige, tæller bl.a. Youngblood, Ling New York og Helle Thorups eget brand, Skinlosophy.

Virksomheden havde egentlig haft pæne millionoverskud i et par år, men da coronakrisen ramte og kosmetologer landet over måtte lukke ned, begyndte det også at gå ned ad bakke for forhandlerne.

I det skæve regnskabsår 2019/2020 måtte House of Brands tage til takke med et underskud på lidt over en mio. kr. og året efter et mindre minus på 384.000 kr.

Men der var stadig let optimisme at spore i virksomhedens seneste årsregnskab. Her understregede ledelsen, at man på daværende tidspunkt var i dialog med hele koncernens bankforbindelse i et forsøg på at finde en løsning på den finansielle situation og sikre fortsat drift.

»Der er endnu ikke givet et tilsagn for hele 2021/22, men det er ledelsens opfattelse, at der nok skal blive enighed om kreditrammen og vilkårene herfor,« noterede ledelsen dengang i regnskabet.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra kurator og fra ejerne af House of Brands på konkursbegæringen, men indtil videre uden held.

Indtil videre er det kun det to selskaber, hhv. HOB House of Brands A/S og HOB House of Brands Retail A/S, der er under konkurs. Helle Thorups øvrige selskaber og klinik synes stadig at være i drift.