Fortsæt til indhold

Kobe Bryants spillertrøje solgt til tæt på det højeste beløb nogensinde

Basketballstjernen Kobe Bryants MVP-trøje fra 2007 har netop fået ny ejer.

Kobe Bryant bar trøjen under sin 2007-sæson hos Lakers. Foto: Usa Today Sports/Ritzau Scanpix
Erhverv

Knap tre år efter sin død, trækker den tidligere basketballstjerne Kobe Bryant igen overskrifter.

En af hans spillertrøjer er nemlig netop blevet solgt på auktion for mere end 40,2 mio. kr. Og det er det næsthøjeste beløb nogensinde betalt for en spillertrøje.

Det skriver flere medier, herunder Forbes.

Spillertrøjen er Kobe Bryants gule Lakers-trøje, som han spillede i tilbage i 2007, hvor han blev tildelt sin MVP - most valuable player -pris af det amerikanske basketballforbund National Basketball Association, eller NBA i daglig tale.

Trøjen, der også bærer Kobe Bryants autograf, er ikke den første af hans, der har gjort sig bemærket med en ualmindeligt høj salgspris. Tilbage i 2021 blev hans såkaldte ”rookie”-trøje solgt for 25,6 mio. kr., hvilket landede den titlen som den mest værdifulde trøje nogensinde dengang.

Den gule Lakers-trøje er nu kommet på nye hænder. Foto: Ed Jones/AFP/Ritzau Scanpix

Den førsteplads har en anden basketballstjerne - Michael Jordan - sidenhen snuppet. Sidste år blev hans spillertrøje, som han bar under NBA-finalekampen i 1998, solgt for tæt på 70 mio. kr.

Kobe Bryant spillede for L.A. Lakers frem til 2020, hvor både han og hans 13-årige datter afgik ved døden i en helikopterulykke. Til trods for det, så tjener boet efter stjernen stadig mange penge, bl.a. på auktioner og aktier.

Basketballlegenden ligger på nuværende tidspunkt nummer to på listen over, hvilke kendisser, der tjener flest penge efter deres død.

Artiklens emner
Basketball