En mand bliver tørretumblet på live-tv, mens han spiser nudler. Hvor går grænsen i gameshowland?
»Nutidens freakshows« bliver mere og mere ekstreme, og grænsen for, hvad deltagere stiller op til, rykker sig. Men hvad sker der, når det pludselig bliver normalt at se en politiker spise en ko-anus i bedste sendetid?
Sceneinstruktør Niels Erling gjorde sig de mærkeligste fund, da han i forbindelse med udviklingen af et nyt teaterstykke tastede »extreme Japanese TV game shows« i en Google-søgning.
Hvad han så, overraskede ham egentligt ikke. Det bekræftede tværtimod en hypotese, han havde i forvejen.
»I mine researchfaser har jeg ofte en oplevelse af, at mennesket er så mærkeligt. Jeg synes, mennesker er så underlige. Mig selv inklusive,« siger Niels Erling.
Teaterstykket, der senere fik titlen ”Valgaften”, havde for nylig premiere på Teater Svalegangen i Aarhus. Selv om researchfasen nu ligger et par år tilbage, står ét særligt fund stadig klart for Niels Erling.

