Var tæt på konkurs: Mads Peter Veibys parkeringstjeneste Parkpark har fået nye ejere
Som en del af en rekonstruktion er Parkpark blevet overtaget af et konkurrerende selskab.
Mangemillionæren Mads Peter Veiby og hans flerårige makker Per Moesgaard har opgivet den danske parkeringstjeneste Parkpark.
Selskabet bag har de seneste år tabt næsten 20 mio. kr. efter skat og samtidig slæbt rundt på en større gæld. Det har fået ejerkredsen til at sende både Parkpark og moderselskabet Parkpark Development i rekonstruktion og samtidig gå hver til sit.
»Det skyldes dårlig økonomi. Vi har i ejerkredsen ikke formået at tjene penge på selskabet og bærer rundt på gammel gæld, der har drænet selskaberne for likvider. Det kommer til at koste mig penge, hvilket selvfølgelig er træls. Mest glædeligt er det dog, at vi allerede har fået nye ejere til Parkparks aktiviteter,« siger Mads Peter Veiby.
Allerede fredag offentliggjorde Parkpark, at den danske parkeringstjeneste, der slår sig op på at være landets bedste og billigste løsning, er blevet opkøbt af Cartime Technologies. Selskabet driver appen Cartime og vil ifølge direktør Søren Kirk Josefen køre Parkpark-brandet videre som hidtil.
Hverken Parkpark eller Cartime Technologies nævnte dog noget om rekonstruktionen i forbindelse med salget.
»Vi ser et stort potentiale i Parkpark. Parkeringsappen og it-platformen er meget velfungerende og en af markedets bedste, og derfor var vi også interesserede i at overtage aktiviteterne, da vi hørte om rekonstruktionen. Vi har ikke noget med rekonstruktionen at gøre, og derfor kommenterer jeg den hellere ikke,« siger Søren Kirk Josefsen.
Finans har forsøgt at få fat i advokat Anders Braad, der er indsat som rekonstruktør i sagen. Det har endnu ikke været muligt.
Ifølge Mads Peter Veiby kommer rekonstruktionen dog til at koste ejerkredsen millioner. Han vil ikke komme ind på hvor meget, men han fortæller, at han personligt forventer at miste et »pænt millionbeløb« på rekonstruktionen af Parkpark og Parkpark Development.
»Jeg vil ikke komme nærmere ind på det, men det gør selvfølgelig ondt. Min formue er placeret i mit holdingselskab, så det er penge, der kommer derfra, og det kommer til at have en negativ indvirkning fremover,« siger han.
Ifølge Cartime Technologies indgår et ukendt antal medarbejdere og Parkparks tidligere direktør i det nye set-up.
Det er uvist, hvor meget selskabet har givet for at overtage Parkpark, der fortsætter som selvstændigt brand. Samtidig vil privat- eller erhvervskunder fortsat kunne bruge Parkpark-appen som hidtil.
»Det er et marked med flere spillere, og det er klart, at vi får større markedsandele ved opkøbet. Det stiller os stærkere og forventningen er, at vi kan blive en stærk nummer to til Easypark,« siger Søren Kirk Josefsen.
Også Mads Peter Veiby glæder sig over opkøbet, selvom han hellere havde set, at Parkpark var blevet solgt i en stor, succesfuld handel.
Ifølge den mangeårige forretningsmand er der stor sandsynlighed for, at både Parkpark og ParkPark Development går konkurs i forbindelse med rekonstruktionen.
»Det er så mig og Per Moesgaard, der sidder tilbage og må kigge surt på hinanden og beslutte, hvem der skal betale den regning. Vi er enige om, at rekonstruktionen er den rigtige vej at gå. Vi har arbejdet sammen i snart 10 år, og der har indfundet sig en vis metaltræthed. Nogle gange er det sundt med nye øjne og ny energi i stedet for at vende tilbage til gammel dårligdom,« siger Mads Peter Veiby.
Skal jeg forstå det sådan, at du og Per Moesgaard er blevet uvenner og har behov for at splitte op?
»Det er vi overhovedet ikke. Vi er metaltrætte. Vi kunne ikke gøre Parkpark til en rentabel forretning, og derfor er det her den bedste løsning både for medarbejdere og forretningen.«
Også Per Moesgaard er enig i, at der ikke er mere at gøre, og det bedste er at splitte op og sende Parkpark og Parkpark Development i rekonstruktion.
»Vi er ikke uvenner, men vi er ikke lykkedes med at skabe ordentlig drift, og så må man jo reagere. Mere er der ikke at sige om det,« udtaler Per Moesgaard.
Han taber ligeledes et stort millionbeløb på Parkpark og moderselskabet. Det præcise beløb holder han for sig selv.
Per Moesgaard ejer ifølge cvr-registeret 5-10 pct. af Parkparks moderselskab. Mads Peter Veibys holdingselskab ejer 33-50 pct.
Mads Peter Veiby har skabt sin formue ved at sælge lavpristeleselskabet M1 til TDC for et trecifret millionbeløb.
Siden stiftede han sammen med brødrene Jacob og Anders Christensen onlinekasinoet Spilnu.dk. Derudover har han også investeret en del af sin formue på de finansielle markedet.

