»Det er desværre ildevarslende tal«: Flere får en fyreseddel
Antallet af varslinger på det danske arbejdsmarked er steget uafbrudt siden oktober. Og det har nu nået det højeste niveau siden august 2020.
Antallet af danskere, som har fået en decideret træls start på det nye år, har ramt det højeste niveau siden 2009.
Her taler vi ikke om at begynde det nye år med tømmermænd, men om personer, som har fået skudt det nye år i gang med en fyreseddel.
Antallet af danskere, som har mistet arbejdet i forbindelse med en større fyringsrunde, landede nemlig på 2.374 personer i årets første måned, viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star). Star har statistik på området tilbage til 2007, og i denne periode er det kun januar 2009, som har budt på en værre start på året. Her lå antallet af varslinger på 5.626.
»Vi har set en markant stigning i fyringsvarsler de seneste tre måneder, og det er desværre ildevarslende tal. Men vi er fortsat et langt fra de høje niveauer under coronakrisen. Her lød tallene på op mod 4.500 varslinger på en måned,« skriver Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar.
Statistikken fra Star tæller ikke samtlige fyringer rundt om i Danmark. Flere kriterier skal nemlig være opfyldt, før en fyring tæller med i statistikken. For at tælle med i statistikken skal afskedigelserne omfatte:
- Mindst 10 personer i virksomheder, som normalt beskæftiger over 20 og færre end 100 lønmodtagere, eller
- Mindst 10 pct. af antallet af lønmodtagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 100 og under 300 lønmodtagere, eller
- Mindst 30 medarbejdere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 300 lønmodtagere.
Antallet af fyringer, som er talt med i statistikken, har været stigende siden oktober. Her lå tallet på 504 varslinger.
»Den betydelige stigning i antallet varslede fyringer viser desværre, at der har indfundet sig et dystert stemningsskift på arbejdsmarkedet. Mange virksomheder er blevet ramt af stigende omkostninger og faldende efterspørgsel og er nu nødsaget til at afskedige medarbejdere i et omfang vi ellers ikke har set siden finans- og coronakrisen,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.
I Danske Bank forventer man, at ledigheden vil stige i den kommende tid som følge af en økonomisk afmatning.
»Der er dog grund til en vis optimisme. En række nøgletal fra både ind og udland peger på, at økonomien ikke har det helt så slemt som frygtet. Der er også stadig rigtig gode muligheder for at finde et job for de fleste, der modtager en fyreseddel,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar med henvisning til, at der i januar var næsten 53.000 ledige stillinger i Danmark.



