Fortsæt til indhold

3F åbner slag med kendte restauranter om ny overenskomst

Fagforbundet 3F raser over, at en gruppe restauranter har varslet lockout. Virksomhederne er omvendt forundret over, at det angreb kommer under uafsluttede overenskomst-forhandlinger.

Brdr. Price-restauranterne er del af en overenkomst som en gruppe virksomheder forhandler med 3F. Foto: Liv Høybye.
Erhverv

Forhandlingerne om nye overenskomster spidser til på det danske arbejdsmarked. Det fører nu også til en direkte konfrontation mellem 3F og flere af landets kendte restauranter.

Brdr. Price-restauranterne, Dragsholm Slot, Jørgensens Hotel i Horsens og A Hereford Beefstouw-kæde har egen overenskomst med 3F for det fagforbunds ansatte der.

Parterne er netop i gang med at forhandle ny overenskomst, og i den sammenhæng har virksomhederne varslet en mulig lockout

Netop det skaber vrede hos modparten.

»Vi er mildest talt forbløffede og forundrede over, at to velanskrevne restaurantkæder og en kendt Michelin-restaurant har opsagt deres tiltrædelsesoverenskomst med 3F og varslet lockout over for vores medlemmer fra 2. marts,« udtaler forhandlingssekretær Peter Lykke Nielsen fra 3F Privat Service, Hotel og Restauration i en pressemeddelelse torsdag.

Han fremhæver bl.a. i den også vrede fra 3F side over de lønkrav, som virksomhederne er kommet med under forhandlingerne:

»De igangværende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked handler bl.a. om, hvordan vi kan tackle den høje inflation, der har forringet lønmodtagernes købekraft. Ikke, hvordan arbejdsgiverne fremover kan skære en voldsom luns af de ansattes løn og udhule købekraften endnu mere.«

Katia Østergaard er talsperson for Brdr. Price-restauranterne og Dragsholm Hotel. Foto: Stine Bidstrup.

Torsdagens pressemeddelelse og angreb fra 3F mødes omvendt med forundring hos Katia Østergaard. Hun er talsperson for Brdr. Price-restauranterne og Dragsholm Slot om virksomhedsoverenskomsten.

»Vi er som alle andre på det private arbejdsmarked slet ikke færdige med forhandlingerne, og derfor forstår jeg ikke, at 3F nu bringer det frem til medierne på denne måde,« siger Katia Østergaard. Hun fortsætter:

»Vi har som et led i forhandlingerne og helt efter bogen sendt et varsel om lockout. Men vi forventer da, at vi når frem til en overenskomstaftale inden, at det skal sættes i værk.«

Katia Østergaard understreger samtidig, at der fra de virksomheder, som hun repræsenterer, ikke er ønske om at forhandle via medierne under et igangværende overenskomstforløb.

Artiklens emner
Overenskomst
Arbejdsmarked