Fortsæt til indhold

Udlændinge køber fast ejendom på Mallorca i rekordtempo

De Baleariske Øer er klart det mest eftertragtede område i Spanien for udenlandske boligkøbere.

Der synes ingen ende at være på udenlandske køberes appetit på at eje fast ejendom på Mallorca. 34 pct. af alle bolighandler på øen sidste år havde en en udenlandsk køber.
Erhverv

Mallorca har cementeret sin position som den helt store magnet i Spanien for udenlandske boligkøbere.

Sidste år købte 6133 udenlandske købere en bolig på De Baleariske Øer - hvor Mallorca er den dominerende ø - hvilket svarer til 34,4 pct. af det samlede salg af boliger for øgruppen.

Det er det højeste antal boliger, der er kommet på udenlandske hænder på et år siden Colegio de Registradores (ejendoms registreringen, red.) begyndte at opgøre køb og salg for mere end for 10 år siden, skriver det engelsksprogede medie Majorca Daily Bulletin.

God nok var procentsatsen højere i 2015 med 35,6 pct., men det tal var baseret på kun 3784 køb.

Det betyder også, at Mallorca og de øvrige øer er langt det mest attraktive område for udlændinge at købe en bolig i sammenlignet med resten af Spanien.

På andenpladsen i Spanien ligger De Kanariske Øer, hvor 28,6 pct. af købene af fast ejendom var foretaget af udlændinge.

Den store interesse fra udlandet for at eje en ejendom på Mallorca har fået priserne til at stige og det presser dermed de lokale ud af deres boliger.

Der er politiske kræfter i det lokale parlament, der arbejder for et forbud mod at ikke-fast boende - non-residents - kan købe fast ejendom på Mallorca.

Det har et flertal dog foreløbigt afvist.

Forslaget om begrænsninger skyldes ikke mindst, at mange af de købte ejendomme står tomme det meste af året og dermed lægger landsbyer og områder delvist øde i store dele af året.