Benzinkæden Go'on nærmer sig 2 mia. kr. i omsætning
Bag den hurtigtvoksende kæde står den danske erhvervsmand Søren Hanssen og hans familie. Familien sidder på omkring en tredjedel af ejerskabet.
Benzin og diesel er blevet en guldrandet forretning for den danske erhvervsmand Søren Hanssen og hans familie.
På fem år har familien tjent mere end 220 mio. kr. på de gyldne dråber. Det er sket gennem den landsdækkende tankkæde Go On, der nærmer sig 200 danske tankstationer og netop har præsenteret et nyt rekordregnskab.
Her fremgår det, at Go On - trods udfordrende år med coronarestriktioner og krig i Ukraine - fortsætter fremgangen.
I 2022 omsatte seleskabet for næsten 2 mia. kr. Bundlinjen lander på 73 mio. kr. efter skat og vipper tidligere rekordresultater af pinden.
»I forlængelse af krigen, steg olie og gaspriser verden over, hvilket gav de højeste priser på diesel og benzin nogensinde. (...) De stigende priser betød, at kunderne generelt forsøgte at køre mindre, og Vejdirektoratet har ligeledes konstateret, at der blev kørt langsommere, hvilket har påvirket det samlede marked negativt,« skriver ledelsen i regnskabet.
Før krigen i Ukraine sendte mørke skyer over brændstofbranchen, var det coronapandemien og øget hjemmearbejde, som holdt bilisterne fra de danske veje.
De udfordrende år får dog ikke Go On til at træde på bremsen. Tværtimod.
Kæden blev stiftet i 2009, efter familien Hanssen indkasserede en større formue ved at sælge kæderne Fakta og Big Store til supermarkedskæden Coop. Til at begynde med udbredte Go On sine tankanlæg i mindre byer, men siden har kæden løbende spredt sig i og omkring større byer.
Familien Hanssen ejer fortsat 32 pct. af Go On, men i juli solgte familien aktiemajoriteten af tankkæden til investeringsselskabet Treville. Bag Treville står tre tidligere Axcel-partnere, Casper Lykke Pedersen, Lars Thomassen og Nikolaj Vejlsgaard. De overtog også detailkæden Flying Tiger Copenhagen i fjor.
Ambitionen hos den nye ejerkreds er fortsat at vokse. Ifølge ledelsen vil Go On åbne yderligere 14 tankstationer i år. Det vil bringe det samlede antal stationer op på 195.
Samtidig arbejder den danske kæde intenst på at udbrede ladeløsninger til elbiler.
»Det er forventningen at man i løbet af 2023 vil kunne præsentere et samarbejde med en ekstern partner, som kommer til at gå på tværs af selskabets netværk af stationer,« lyder det i regnskabet.
Go On sætter ikke navn på den eksterne partner.
Ifølge ledelsen er selskabets største udfordring konkurrencesituationen indenfor brændstof. Samtidig spøger verdensmarkedsprisen på raffinerede olieprodukter fortsat, og Go On arbejder derfor målrettet på at optimere sine indkøb og forberede samarbejdet mellem lager og distribution.
I 2023 forventer Go On at gå frem på både omsætning og driftsresultat. Det vil sikre et overskud på nuværende med 2022-resultatet.
Familien Hanssen råder ifølge et nyt regnskab nu over 1,2 mia. kr. Det er første gang, at familiens holdingselskab runder en egenkapital på over 1 mia. kr.

