Fortsæt til indhold

Solgte benzinkæde: Søren Hanssen og familien er god for mere end 1 mia. kr.

Søren Hanssen kan nu for første gang bogføre en formue på mere end 1 mia. kr. i sit øverste selskab.

Erhverv

Søren Hanssen har i en del år drevet forretning med store millionoverskud til følge. Uden at det har ført voldsomt meget opmærksomhed med sig.

Men i 2022 nåede indtjeningen et hidtil uset omfang med et overskud på 467 mio. kr. efter skat i Søren Hanssens øverste selskab, Hanssen Holding.

Det har for første gang sendt den bogførte formue op i en kategori, den ikke har værret i før. Nemlig milliarden.

Egenkapitalen i Hanssen Holding er nu på 1,2 mia. kr. Dermed kan familien Hanssen nu kalde sig milliardærer.

Resultatet kaldes både »tilfredsstillende« og »bedre end forventet« i en nyhed på Hanssens hjemmeside.

Det er særligt familiens Hanssens salg af benzinkæden Go'on, der trak overskuddet op i 2022. Ifølge det nye regnskab var gevinsten ved frasalget af 78 pct. af Go'on på 306 mio. kr.

Familien Hanssen har også investeringer i ejendomme, aktier og kapitalfonde. De to sidstnævnte klarede sig også bedre end ventet i fjor.

»Resultatet af selskabernes kapitalforvaltning, som primært består af investeringer i 16 kapitalfonde samt en større aktieportefølje, som uagtet de ugunstige markedsforhold på aktiemarkederne, kom ud med det bedste resultat nogensinde i koncernen. Dette skyldes primært beholdningen af bankaktier,« står der på Hanssens hjemmeside.

Senest har Søren Hanssen og familien skudt penge i selskabet Axcel VII K/S. Altså kapitalfonden Axcels syvende fond.

Det er Søren Hanssens far John Hanssen, der i 1980'erne lagde fundamentet til familiedynastiet.

John Hanssen etablerede discountkæden Fakta og varehuskæden Big Store, som senere blev solgt til Coop Danmark. Fakta var i mange år en del af Coop. Men ved årsskiftet blev de sidste Fakta-butikker lukket og i stedet erstattet af kæden Coop365 Discount.

Artiklens emner
Go'on
Søren Hanssen