Stiftet af tidligere Michelin-kok: Underskudsramt pastakæde går konkurs
Kæden holder til tre steder i København og slår sig op på håndlavet pasta importeret fra Norditalien.
Ambitionerne for den københavnske kæde Pasta La Pasta var tårnhøje.
Kæden holder til tre steder i hovedstaden og er stiftet af Martin Bøie Ipsen og Morten Paaske Christensen. De er begge velkendte ansigter på den københavnske madscene. Morten Paaske Christensen har tidligere været kok for kronprins Frederik og er udlært fra den danske Michelin-restaurant Formel B, mens Martin Bøje Ipsen har drevet bl.a. Restaurant Ergo.
Med det i bagagen var målet med Pasta La Pasta at »forfine og løfte den simple italienske pasta« ved hjælp af innovative teknikker og importere håndlavet pasta og særlige saucer fra Norditalien direkte ind i den danske hovedstad.
Men nu må selskabet bag pastakæden sluge en konkurs. Det fremgår af Statstidende.
Morten Paaske Christensen, der ifølge cvr-registeret er direktør for Pasta La Pasta, har overfor Finans ikke ønsket at kommentere konkursen. Han henviser i stedet til kurator Stefan Simmelsgaard Hansen.
»Det er en begæring fra en kreditor, som har lånt selskabet penge, som ikke kan tilbagebetales. Stifterne har forsøgt at finde en løsning, men det er ikke lykkedes,« forklarer han.
Ifølge Stefan Simmelsgaard Hansen er det en privat lånegiver, som har sendt Pasta La Pasta i konkurs. Han vil dog ikke komme det nærmere.
»Vi arbejder selvfølgelig på, at der også skal være et Pasta La Pasta i fremtiden og forsøger at redde arbejdspladser. Der er allerede god interesse, men der bliver ikke nok til at dække tabet i forbindelse med konkursen,« siger kuratoren.
Han har endnu ikke overblik over den endelige gæld, men han fortæller, at det primært er Gældsstyrelsen, ejerkredsen og leverandører, som står til at tabe penge på konkursen.
Ifølge det seneste regnskab tabte Pasta La Pasta 1,1 mio. kr. efter skat i 2021.
Året inden lød underskuddet på 3 mio. kr. Også egenkapitalen var negativ med 4,5 mio. kr., og gældsforpligtelserne lød i seneste regnskab på i alt på 6,1 mio. kr.
Forud for konkursen havde Pasta La Pasta to spisesteder i København og et hos Broens Gadekøkken.
Stifterne har tidligere fortalt, at det har taget over to år at udvikle konceptet bag Pasta La Pasta, og at det er en lokal familie fra den italienske by Piemonte, som sender frisk pasta direkte til kæden i København.
Pasta La Pasta har ifølge cvr-registeret 13 ansatte i 2021.