Landsdækkende skokæde mangedobler bundlinjen
Danmarks største skoforhandler stormer frem. For første gang i flere år lander omsætningen over 600 mio. kr.
Der er fuld gang i salget af sko og støvler hos den landsdækkende butikskæde Skoringen.
For første gang i nyere tid har selskabet Shoe-d-vision, der står bag Skoringens 104 danske butikker, omsat for mere end 600 mio. kr. Det er langt over forventningerne og hiver selskabets overskud op på 11,1 mio. kr. efter skat.
Året forinden lød overskuddet på 2,2 mio. kr., og derved er det lykkedes kæden at femdoble resultatet.
»Den væsentligste årsag til, at resultatet oversteg forventningen, var en væsentligt højere vækst i omsætningen end forventet. Resultatet for 2022 bærer præg af, at nogle af de store investeringer, der er lavet i den samlede platform samt konceptudviklingen for Skoringen begynder at bære frugt,« skriver ledelsen i et nyt regnskab.
Ifølge de seneste regnskaber skal man helt tilbage til 2016 for at finde et lignende resultat.
Udover den øgede omsætningen understreger ledelsen, at Shoe-d-visions mange butikker ikke længere er påvirket af coronarestriktioner og nedlukninger. Det har også påvirket udviklingen positivt og giver tro på fremtiden.
Shoe-d-vision blev grundlagt i 1955 og holder til nær Aarhus.
Udover de danske Skoringen-butikker står selskabet også bag 81 Skoringen-butikker i Norge og en butik på Færøerne.
Selskabet fusionerede i 1973 efter flere års samarbejde med Skoringen Norge, og senere blev også De Grønne Skobutikke Amba, som repræsenterede ca. 100 skobutikker en del af kæden.
Udover Skoringen indgår også en del af Zjoos-kædens butikker i koncernen.
Fremover er det ifølge regnskabet planen, at Shoe-d-visions eksisterende butikker og koncernen som helhed skal vokse.
Selskabet forventer i 2023 et overskud på omkring 5 mio. kr.



