Henrik Lind køber op i Huscompagniet
Henrik Lind har øget sin ejerandel betrageligt de seneste måneder i Huscompagniet.
Den aarhusianske erhvervsmand Henrik Lind har øget sin satsning på Danmarks største husbygger, Huscompagniet.
Ifølge en meddelelse fra Huscompagniet tirsdag har Henrik Linds investeringsselskab Lind Invest fået en ejerandel på 16,01 pct. af husbyggeren.
Da Huscompagniet senest offentliggjorde en lignende meddelelse om Lind Invest i august, var ejerandelen på 10,57 pct.
Selv har Henrik Lind ikke meget at sige om investeringen.
»Det plejer vi aldrig at kommentere, og det gør vi heller ikke denne gang,« skriver han i en besked til Finans.
Det vides ikke, om Henrik Lind løbende har købt Huscompagniet-aktier siden august, og hvad han så har betalt for dem.
Men hvis man tager udgangspunkt i, at han købte de mange nye aktier tirsdag, hvor det blev offentliggjort, er der tale om et aktiekøb på omkring 41,5 mio. ifølge Finans' beregninger.
Henrik Lind har tidligere med stor succes købt aktier i børsnoterede danske virksomheder. Som Molslinjen og Arkil, der begge var børsnoteret, da Henrik Lind købte større poster i virksomhederne.
I begge tilfælde endte selskaberne med at blive afnoteret, og Henrik Lind solgte sine aktier i både Molslinjen og Arkil med en stor gevinst.
Nu har milliardæren kastet sin investeringskærlighed på Huscompagniet, hvis aktie har haft det svært det seneste år med et fald på over 60 pct. Men måske netop derfor ser Henrik Lind et stort potentiale i Huscompagniet-aktien.
Huscompagniet forventer i 2023 en omsætning på mellem 2,2 og 2,5 mia. kr. og et ebit-resultat på mellem 25 og 75 mio. kr. Begge dele er et markant fald i forhold til 2022.
Huscompagniet forventer at levere mellem 900 og 1.100 huse i år.