Sigter mod stjernerne: Techvirksomheden Ooono vil være milliardforretningen i nær fremtid
Den danske tech-virksomhed Ooono, der står bag trafikalarmen af samme navn, slår igen rekord.
På fem år har folkene bag den velkendte trafikalarm Ooono skabt en succesfuld forretning.
Den lille, sorte dims i forruden advarer om forstyrrelser i trafikken og har igen sikret selskabet bag millioner. Ifølge nye tal omsatte Ooono i 2022 for 155 mio. kr., mens bundlinjen landede på 22,2 mio. kr. før skat.
Året inden omsatte Ooono for 73 mio. kr. og tjente 7 mio. kr.
»Vi har været igennem en kæmpe transformation og er gået fra at være en dimsedut-virksomhed til en egentlig tech-virksomhed. Det forpligter. Derfor har vi fokuseret på at skabe overskud og nå vores vækstmål,« siger Christian Walther Øyrabø.
Han stiftede Ooono i København i 2017. Udover stifteren er også serieinvestor Jesper Buch en del af ejerkredsen i Ooono.
Det hurtigtvoksende selskab sikrede tre år efter etableringen sit første overskud, og ambitionerne er fortsat tårnhøje. Indenfor de næste 5-7 år forventer Christian Walther Øyrabø at gøre Oonoo til såkaldt unicorn. Det vil sige, at selskabet bliver værdisat til mere end 1 mia. dollars.
»Jeg mener, at det er realistisk. Det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Vi har allerede en vis værdi og vil vokse endnu mere de kommende år,« siger han.
Ifølge direktøren skal nye forretningsområder være med til at sætte yderligere skub i forretningen. Samtidig forventer han, at Ooonos salg af trafikalarmer fortsat vil accelere.
»For tre år siden fik vi vores egen udviklingsafdeling. Noget af tiden går med at videreudvikle og vedligeholde vores systemer, men der bliver også opbygget ekspertise og er tid til andet. Det har vi gjort ved at opkøbe et selskab indenfor p-skiver og indgå et joint venture-samarbejde om overfaldsalarmen Sirene. Den er endnu ikke på markedet, men kommer det inden længe,« siger han.
Derudover har Ooono også for nyligt stiftet et medico-selskab. Det fremgår af cvr-registeret. Direktøren mener dog, at det er for tidligt at løfte sløret for satsningen. Han vil derfor på nuværende tidspunkt ikke kommentere selskabets fremtid.
Samlet for Ooono og virksomhedens datterselskaber er, at de vil sikre en tryggere og mere sikker hverdag.
I slutningen af 2020 rejste Ooono et tocifret millionbeløb gennem crowdfunding for at realisere de ambitiøse vækst- og produktudviklingsplaner.
Selskabet har tidligere fortalt, at det kæmper med at få nok mikrochips og komponenter til at sælge som ønsket. Det betød, at Ooono sidste år måtte sige nej til næsten hver anden bestilling.
»Vi oplever stadigvæk, at vi må sige nej til kunder, men det er ikke så markant som tidligere. Det er selvfølgelig frustrerende og ikke særlig fedt, men sådan er det. Vi er langt fra de eneste,« siger Christian Walther Øyrabø.
Ooonos primære salgskanal er Amazon og egne webshops. Ifølge Christian Walther Øyrabø står selskabets trafikalarm for 90 pct. af selskabets omsætning.
Jesper Buch ejer ifølge cvr-registeret 10-15 pct. af Ooono A/S gennem hans holdingselskab Guerilla Capital.
Christian Walther Øyrabø ejer 50-66 pct. af trafikalarmvirksomheden, mens den resterende del af selskabet er ejet af Tanja Kreutzfeldt og André Bengt Medborg.
Selskabet har omkring 50 medarbejdere og forventer i år at omsætte for 250 mio. kr. Overskuddet ventes at ende på 50 mio. kr.