Ny direktør efter Meew-konkurs: »Jeg er overrasket over, at så mange så hurtigt vil trække tæppet væk«
Meew skulle efter planen havde været noteret på den svenske minibørs Spotlight den 16. marts. Tirsdag er gruppens vigtigste selskab erklæret konkurs.
Tre uger efter Peter Funch, medejer af børsfloppet Meew A/S, overtog direktørposten fra den omdiskuterede Armin Kavousi er gruppens vigtigste selskab erklæret konkurs.
Finans kunne tirsdag fortælle, at Meew Studios, der stod for 99 pct. af omsætningen i hele Meew, er fortid, efter Sø- og Handelsretten over middag har erklæret datterselskabet konkurs. En udvikling, der kommer bag på Peter Funch, medejer af Meew A/S og selskabets nuværende direktør.
»Jeg er overrasket over, hvor meget der kan ske på så kort tid, baseret på at der kommet mistillid til en virksomhed. Jeg er overrasket over, at så mange så hurtigt vil trække tæppet væk under en virksomhed, som rent faktisk havde et potentiale,« siger han til Finans.
Peter Funch blev i begyndelsen af marts udpeget som direktør for det danske selskab Meew, efter den daværende direktør Armin Kavousi blev afsløret i at have pyntet sig med opdigtede titler. I løbet af få timer forlod han selskabet med øjeblikkelig virkning.
Meew skulle efter planen havde været noteret på den svenske minibørs Spotlight den 16. marts. Altså samme dag, som rekonstruktionen i Meew Studios blev indledt, men den notering blev droppet den 8. marts i år.
»Det er super ærgerligt, at det er kommet hertil. Nu har jeg været her i tre uger som direktør, og det er en virksomhed med et stort potentiale med en masse dygtige medarbejdere og innovative produkter. Det kan hele paletten inden for it,« siger Peter Funch.
Af Meews såkaldte memorandum, som blev udarbejdet i forbindelse med noteringen, fremgik det, at selskabet havde et lån på ca. 1,6 mio. kr. hos Sydbank. Hos samme bank havde Meew en kreditlinje på 2,5 mio. kr.
Der er blevet skudt penge ind i selskabet ad flere omgange til forskellige værdiansættelser. F.eks. blev der ved tegning af nye anparter skudt næsten 700.000 kr. i selskabet den 21. februar. Dermed blev Meew værdiansat til 80 mio. kr., viser dokumenter fra Erhvervsstyrelsen.
I maj blev der gennemført en anden kapitalforhøjelse. Denne gang blev der skudt 2 mio. kr. ind i selskabet, og i forbindelse med denne kapitalforhøjelse blev selskabet værdiansat til 39,5 mio. kr.
»Vi ville gerne have fundet en løsning, men at efter bestyrelse, banker og investorerne begyndte at trække sig, var det svært,« siger Peter Funch.
Arbejder I videre på at købe ting ud af konkursboet?
»Der har været en del interesse fra investorer, som gerne ville være med i en ny konstruktion, hvor man køber nogen af de aktiver ud. Jeg håber, at der findes en løsning, hvor man kan få realiseret nogen af de aktiver, som er lidt mere langsigtede,« siger Peter Funch.
Han har endnu ikke overblik over, hvad der kommer til at ske med de øvrige dele af Meew A/S. Herunder Curvex.
»Lige nu handler det om, hvad vi kan gøre for medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. De skal nok komme hurtigt videre, for de er super dygtige,« lyder det fra direktøren.