Fortsæt til indhold

Nyt regnskab fra Aarhus Street Food: Millionoverskuddet er tocifret

Efter to coronaår kan Aarhus Street Food nu igen melde om et større millionoverskud - og årsresultatet har faktisk aldrig set bedre ud.

Direktør og medstifter af Aarhus Street Food, Britt Vorre, er tilfreds med overskuddet fra 2022 og glæder sig over, at madmarkedet fortsat har succes med at levere gode madoplevelser til en stor kundegruppe. Foto: Joachim Ladefoged
Erhverv

Aarhus Street Food er en millionforretning, og efter to år plaget af coronarestriktioner oplever madmarkedet i det aarhusianske nu igen medvind af stormstyrke.

Det kan ses i det nye årsregnskab for 2022, hvor Aarhus Street Food kan melde om et overskud efter skat på 10,8 mio. kr. Det er det højeste overskud i virksomhedens historie, og samtidig en fordobling fra 2021, hvor overskuddet landede på 5,3 mio. kr.

Ifølge Britt Vorre, direktør og medstifter af Aarhus Street Food, ser det nye årsregnskab da også fornuftigt ud.

Aarhus Street Food er nu igen tilbage efter coronakrisen, og samtidig har virksomheden haft held med en masse små tiltag, som har medvirket til, at madmarkedet har kunnet bibeholde sin aktualitet og succes.

Her henviser direktøren blandt andet til det nybyggede område ”Grøn stue”, som åbnede i 2022, og hvor det som det eneste sted er muligt at reservere bord.

Det har særligt været en stor succes til virksomhedsarrangementer, og så har det også bidraget med 200 ekstra og tiltrængte siddepladser til madmarkedet.

Herudover har Aarhus Street Food de seneste år haft stor succes med mindre events som stand-up og sommerbio.

»Vi kan bare se, at Grøn stue, stand-up i vinterhalvåret og sommerbio er tiltag, der fungerer og får folk til at benytte os i stigende grad,« siger Britt Vorre.

På nuværende tidspunkt mødes man af 24 kulinariske madboder, så snart man træder ind ad døren ved Aarhus Street Food. Der er dog plads til 25 køkkener, og det vil sige, at virksomheden lige nu har én bod, som ifølge Britt Vorre er »up for grabs«.

Hvis den rigtige iværksætter melder sig, er der altså plads til en madbod mere. Men kun én, for på nuværende tidspunkt har Aarhus Street Food hverken plads eller lyst til at udvide yderligere.

»Markedet passer perfekt til byens størrelse, og det antal køkkener, barer og siddepladser som vi har nu, det passer bare rigtig godt sammen,» lyder det fra Britt Vorre.

Aarhus Street Food er desuden en non-profit organisation som ikke tjener penge på omsætningen i køkkenerne - i stedet kommer størstedelen af indtjeningen fra bardriften.

I løbet af 2022 var der ifølge Britt Vorre lige under 1,5 mio. besøgende hos Aarhus Street Food. Alle har de bidraget til millionoverskuddet, men hvordan pengene skal placeres, er ifølge direktøren endnu ikke afklaret.

Dog skal en del af overskuddet bruges til at booste den grønne omstilling. Senest har det resulteret i, at Aarhus Street Food har udskiftet alt engangsbestikket til fordel for genanvendelige knive og gafler.

»Vi er i gang med en grøn omstilling, men vi har ikke planer om noget kæmpestort, en helt vild ombygning eller lignende. Vi skal bare blive ved med at gøre det, som vi gør bedst, og det er at levere god mad til fair priser - i hyggelige omgivelser,« siger Britt Vorre.

Ved at »blive ved med at gøre det, som de er bedst til« forventer Britt Vorre da også, at væksten vil fortsætte, og at Aarhus Street Food næste år vil kunne levere et lige så flot overskud - formodentligt endda bedre.

»I de første måneder af 2022 var vi jo stadig pålagt nogle restriktioner, så min plan er, at vi i 2023 lander et bedre resultat end i 2022,« lyder det fra Britt Vorre.

Artiklens emner
Britt Vorre