Fortsæt til indhold

Skandaleramt energiselskab undersøges for manipulation med energipriser

Selvom Energi Danmark tidligere har afvist at være genstand for efterforskning for markedsmanipulation, indrømmer selskabets ene ejer, at det alligevel er tilfældet.

Energi Danmarks hovedsæde i Skejby. Foto: Stine Schjøtler
Erhverv

Mens de aarhusianske energihandlere i Energi Danmark har sat kursen mod alletiders rekordregnskab for 2022, bliver virksomheden igen undersøgt for markedsmanipulation.

Det indrømmer selskabets medejer, den andelsejede østjyske energikoncern NRGi, i en orientering til sit repræsentantskab.

Finans er i besiddelse af orienteringen, hvori NRGi-direktør Jacob Vittrup bruger 5 af 11 sider på at adressere situationen i Energi Danmark, efter at Finans i marts afslørede, hvordan nøglemedarbejdere har optjent bonusser på 250 og 300 mio. kr.

Finans har også beskrevet, hvordan Forsyningstilsynet aktuelt undersøger en række sager om insiderhandel og markedsmanipulation i energibranchen, og Forsyningstilsynets udtalelser kan være møntet på Energi Danmark, fremgår det af orienteringen.

Ifølge NRGi stammer sagen fra 2020 og vedrører seks handler på elmarkedet i januar 2020 samt en handel fra oktober 2018, hvor Energi Danmark har købt sig adgang til transmissionsnettet mellem Norge og Sverige og mellem Danmark og Sverige.

Handlerne skal ifølge tilsynet - skriver NRGi - være udtryk for såkaldt kapacitetshamstring, som betyder, at man køber unødig kapacitet og dermed udelukker andre fra at bruge den.

»Denne sag er ikke officielt lukket, men vi har ikke hørt nyt i sagen siden 2021. Henset til de seneste udmeldinger fra tilsynet, kan det ikke afvises, at det er denne sag, tilsynet bl.a. henviser til,« hedder det.

Det er ikke første gang, Energi Danmark er kommet i søgelyset hos myndighederne på grund af mistanker om brud på den såkaldte REMIT-forordning (Regulation on Wholesale Energy Market Integrity and Transparency), der skal sikre energimarkederne imod markedsmanipulation og insiderhandel.

I 2018 fik Energi Danmark en bøde af bagmandspolitiet på 750.000 kr. for netop kapacitetshamstring gennem 10 handler i 2015. Samtidig fik selskabet konfiskeret 354.000 kr. i ulovlig gevinst.

Energi Danmark undgik en straffesag ved at erklære sig skyldig i anklagerne, der byggede på, at virksomheden »uden et reelt behov« handlede med sig selv mellem priszoner i flere lande og dermed blokerede for, at andre kunne bruge transmissionskapaciteten.

Igen i 2021 kom Energi Danmark i fokus i Tyskland, hvor virksomheden fik en bøde på 200.000 euro for gennem sit tyske datterselskab, Energie Vertrieb Deutschland, at have manipuleret markedet i Tyskland ved at udbyde strøm, der reelt ikke var tilgængelig.

Energi Danmark reagerede med overraskelse over de tyske myndigheders vurdering af sagen og afviste, at man havde gjort noget forkert eller havde gjort noget for at manipulere markedet.

Det gør selskabet også i den aktuelle sag i Danmark ifølge orienteringen fra NRGi.

»Der er dog en risiko for, at tilsynet - uanset dette - vil betragte adfærden som værende i strid med reglerne,« fremgår det af orienteringen fra Jacob Vittrup, som understreger, at sagerne intet har at gøre med »de nuværende vederlagsforhold« i Energi Danmark.

»I medierne foretages der en meget simpel og unuanceret kobling mellem forsyningstilsynets sager, energikrisens forløb i 2022 og bonusvilkår for energitradere. Det er i min optik en unuanceret, journalistisk stramning, som ikke har til formål at oplyse, men derimod at vinkle handelsområdet som værende i modstrid med forbrugernes interesser. Trading er ikke i modstrid med forbrugerinteresser. Tværtimod,« skriver han.

Siden Finans afslørede de trecifrede millionbonusser i Energi Danmark har Jacob Vittrup afvist at stille op til interview, og NRGi har i vidt omfang overladt det til Energi Danmarks anden aktionær, den ligeledes andelsejede energikoncern Andel, at kommunikere om sagen.

Også her har direktør Jesper Hjulmand - og bestyrelsesformand i Energi Danmark - igennem hele forløbet afvist at stille op til interview med Finans om sagen.

Andel har tidligere afvist, at Energi Danmark er genstand for efterforskning i sager om insiderhandel eller markedsmanipulation, og det gentager virksomheden i et skriftligt svar mandag.

»Vores svar er det samme, som da du spurgte sidst – Energi Danmark har ikke fået henvendelse fra tilsynet om en undersøgelse.«

Da Finans forelægger Andel oplysningen om, at NRGi har orienteret sit repræsentantskabet om sagen, lyder svaret:

»Vi har ikke kendskab til nye sager, men der er en fra 2020, som ikke er afsluttet endnu«.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra NRGi. Forsyningstilsynet har ingen kommentarer.

Tilsynet har tidligere oplyst, at det forventede at offentliggøre sine konklusioner på den første af flere sager om insiderhandel og kursmanipulation inden udgangen af marts.

Det er dog ikke sket endnu.

Artiklens emner
Energi Danmark