Milliardæren Bernard Arnault rammer historisk milepæl
Franskmanden står bag den luksuriøse modekoncern LVMH.
Den franske milliardær Bernard Arnault har passeret en historisk milepæl.
74-årige Bernard Arnault har længe kæmpet med Tesla-ejeren Elon Musk om pladsen som verdens rigeste enkeltperson. Og ikke nok med, at franskmanden flere gange har vippet Musk af pinden, så er han nu den kun tredje person i verden, hvis formue på et tidspunkt har rundet 200 mia. dollars.
Det viser Bloombergs opgørelse over de 500 rigeste i verden.
Beløbet svarer til svimlende knap 1.400 mia. danske kr. og blev nået, efter Bernard Arnaults formue tirsdag steg med 2,4 mia dollars.
Milliardæren står bag den luksuriøse modekoncern LVMH. Koncernen ejer bl.a. mærker som Moët et Chandon, Krug og Dom Perignon og omsatte sidste år for 79,2 mia. euro. Det er selskabets hidtil største omsætning.
Ifølge Bloomberg er Bernard Arnaults formue onsdag 201 mia. dollars værd.
Udover den historiske milepæl gør det franskmanden til den første uden for USA med en formue på over 200 mia. dollars.
Udover Bernard Arnauld har Elon Musk og Jeff Bezos også tidligere haft formuer på mere end 200 mia. dollars. Begge milliardærer halter dog i øjeblikket et stykke efter LVMH-milliardæren.
Elon Musks formue er opjort til 176 mia. dollars. Jeff Bezos’ formue lyder ifølge Bloomberg på 128 mia. dollars.
Alene det seneste år har Bernard Arnault lagt knap 40 mia. dollars til formuen.

