Fortsæt til indhold

Revisor dumper Custom Cashs regnskab kort efter konkurs

Der er optimisme at spore hos ledelsen, når det kommer til den fortsatte drift af Custom Cash - også selvom revisoren ikke tror på det.

Flemming Østergaard, måske bedre kendt som Don Ø, er medejer af Custom Cash og far til direktør Nikolaj Østergaard. Arkivfoto: Carsten Bundgaard.
Erhverv

Trods sit spæde fire måneders liv, så er året 2023 allerede ved at være godt på vej til at blive det mest kaotiske for det stjernespækkede selskab Custom Cash.

For knap tre måneder siden gik datterselskabet Custom Cash Nordic konkurs, og nu er moderselskabet også kommet i økonomisk uvejr.

En uafhængig revisor har nemlig valgt at dumpe selskabets seneste regnskab med en såkaldt afkræftende konklusion. Det er ganske enkelt ikke retvisende.

En forudsætning for at virksomheden, som har været særdeles presset på økonomien, kan drives videre, er nemlig, at der bliver tilført ny kapital. Noget som man leder efter med lys og lygte.

»Selskabets ledelse har ført forhandlinger med forskellige investorer. Disse forhandlinger er fortsat i gang og der foreligger ikke et resultat heraf. Ledelsen har ikke kunnet sandsynliggøre, at den nødvendige kapital kan fremskaffes, og vi er derfor ikke enig i ledelsens valg af at aflægge årsregnskabet under forudsætning om fortsat drift,« skriver revisoren i sin revisionspåtegning.

Finans har forsøgt at indhente en kommentar fra Custom Cashs ledelse, men uden held. I regnskabet skriver den imidlertid selv, at »drøftelserne med eksterne potentielle investorer er endnu ikke afsluttet, men henset til deres status aflægges regnskabet med fortsat drift for øje.«

Custom Cash blev stiftet i 2017 af nuværende adm. direktør, Nikolaj Østergaard, og er - kort fortalt - selskabet bag en app, der skal gøre det nemmere for turister at handle toldfrit i Danmark.

Størstedelen af forretningen er ejet af mangemillionær - og Nikolaj Østergaards svigerfar - Poul Rørsgaard, tidligere Axcel-partner Nikolaj Vejlsgaard og den mangeårige Parken-leder Flemming Østergaard, der måske er bedre kendt under tilnavnet ”Don Ø” og i øvrigt også er Nikolaj Østergaards far.

Også Lego-arvingen Casper Kirk Johansen har en mindre ejerandel gennem selskabet Selfmont.

Selve driften af selskabet tilfalder Nikolaj Østergaard selv.

Artiklens emner
Custom Cash
Flemming Østergaard