Fortsæt til indhold

Eksklusivt rejseselskab tilbyder James Bond-rejse for millionbeløb

Luksusrejseselskabet Black Tomato tilbyder nu en eksklusiv James Bond-inspireret rundtur i Europa. En mulighed, som de har arbejdet på i årevis, oplyser selskabet.

Daniel Craig i rollen som James Bond ved siden af den legendarisk Bond-bil Aston Martin DB5. Foto: Francois Duhamel/AP
Erhverv

Hvis du længe har tænkt »gid det var mig«, når du har set James Bond drikke Dry Martini i luksuriøse hotelbarer for derefter at svinge sin Aston Martin DB5 rundt på nogle af verdens smukkeste veje, så er der gode nyheder til lige netop dig.

For alt det og mere til kan nu blive en del af dine kommende ferieplaner. Det luksuriøse rejseselskab Black Tomato kan nemlig tilbyde en eksklusiv James Bond-inspireret 12-dages rundrejse i Europa. Det skriver Bloomberg.

Rejseselskabet har efter eget udsagn arbejdet på konceptet i flere år, og efter forhandlinger med ejerne af James Bond-rettighederne, produktionsselskabet Eon, er faldet på plads, kan de nu tilbyde den begivenhedsrige rundrejse til 60 rejselystne Bond-entusiaster.

»Det vi gør er at bringe nærhed til 007 på en måde, som ikke er blevet gjort før,« siger Tom Marchant, der er medstifter af Black Tomato, til Bloomberg. Han oplyser desuden, at en tredjedel af billetterne allerede er solgt.

Hvis det skal være dig, der skal træde i den hemmelige agents fodspor, skal du dog finde den store pengepung frem. Turen koster nemlig intet mindre end 60.000 pund per person, og der er minimum to personer, der skal købe rejsen sammen. Det løber således op i lige over en million danske kroner.

Men hvad får du så for de penge, der må siges formentlig at være lidt ud over den almene danske families feriebudget?

Ifølge Black Tomatos hjemmeside begynder rejsen med en bådjagt på Themsen i London, som blev gjort legendarisk i filmen ”The World is Not Enough” fra 1999. Efter tre dage i London går turen derefter videre til Paris, inden Monaco, Comosøen og Venedig er de næste destinationer.

Alle steder bor man selvfølgelig på de hoteller, som 007 har frekventeret i filmene, alt imens menuen også er tilrettelagt efter James Bonds smag. Det betyder selvfølgelig massevis af Dry Martinis - shaken, not stirred, naturligvis -, Bollinger-champagne, Beluga-kaviar og steak Diane mm. Alle retter, som er blev serveret i filmene gennem årene.

Derudover følger også besøg på slotte, vinmarker, bjergsider og andre mindeværdige filmset, og det vil ligeledes være muligt at interagere med nogle af filmenes skuespillere.

Eksempelvis kan man i Monaco spille poker mod skuespilleren Andreas Daniel, som spillede dealer i filmen Casino Royale fra 2006, hvor Mads Mikkelsen desuden indtog hovedrollen som filmens store skurk - den mystiske Le Chifrre.

Det vil ligeledes være muligt at køre en tur i den ikoniske Bond-bil Aston Martin DB5, der første gang dukkede op i Goldfinger-filmnen fra 1964 og som senest også var med i ”No Time To Die” fra 2021. Ifølge rejseselskabet er bilen endda blevet modificeret i ægte 007-stil.

Artiklens emner
James Bond