Elproducent er meldt til politiet for insiderhandel
Ifølge Forsyningstilsynet har et elselskab foretaget ulovlig insiderhandel.
Forsyningstilsynet har meldt en elproducent til politiet for ulovlig insiderhandel. Det oplyser tilsynet i en pressemeddelelse.
Forsyningstilsynet sætter ikke navn på den pågældende virksomhed og begrundet dette med, at der er sket politianmeldelse.
Ifølge pressemeddelelsen har producenten undladt at orientere markedet om »sin manglende produktionskapacitet«.
Oplysningen ville - hvis den var blevet offentliggjort - have fået prisen til at stige på det såkaldte intraday-marked. Producenten udnyttede ifølge tilsynet situationen til at købe strøm til den lave pris.
»Da oplysningen ikke var offentligt tilgængelig, har selskabet på denne måde købt sin elektricitet til en relativt mere favorabel pris,« hedder det.
Sagen er meldt til NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet), der svarer til det tidligere bagmandspolitiet.
»Når en markedsaktør får adgang til viden, som kan have væsentlig betydning for prisdannelsen på markedet, har vedkommende pligt til at offentliggøre den pågældende viden, inden aktøren eventuelt handler på den. Vi har en begrundet mistanke om, at det ikke er sket i dette tilfælde, hvorfor vi nu har anmeldt selskabet til politiet,« udtaler Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, i pressemeddelelsen.
Han vil over for Finans ikke svare på, hvordan eller hvornår sagen er opstået, fordi disse oplysninger kan være med til at identificere virksomheden.
»Det give en uberettiget skade for virksomheden at blive nævnt, hvis politiet måtte komme frem til, at der ikke er foregået noget strafbart,« siger han.
Når tilsynet vælger at anmelde sagen, skyldes det dog ifølge Carsten Smidt, at tilsynet har en »stærk mistanke« om, at reglerne er brudt, og at overtrædelsen har en grovhed, der kan begrunde en strafferetlig forfølgning.
»Det er forhold, der strækker sig over en periode, så det er ikke bare et enkelt tilfælde,« siger han uden at ville komme det nærmere.
Forbuddet mod markedsmanipulation og insiderhandel på energimarkedet har rod i en EU-forordning, der trådte i kraft i 2011, og i Danmark er det Forsyningstilsynet, der efterforsker mistanker om ulovlig adfærd.
Overtrædelser kan straffes med bøder, konfiskation og i yderste konsekvens fængsel, og ifølge en opgørelse fra Acer er det kun sket tre gange tidligere, at et dansk selskab er blevet straffet for markedsmanipulation eller insiderhandel. Men der kan komme flere.
»Vi har flere sager under opsejling, end vi har haft tidligere,« siger Carsten Smidt, der ikke har nogen forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan.
»Der er flere sager på vej,« varsler han.
Ørsted oplyser, at selskabet ikke er blevet orienteret af Forsyningstilsynet om en politianmeldelse.
Ifølge pressechef Michelle Hald er det hverken Norlys eller EuroWind, der er blevet politianmeldt.
Mads Krogh, presseansvarlig i Danmark for energikoncernen Vattenfall, oplyser, at Vattenfall heller ikke er bekendt med, at selskabet skulle være politianmeldt for insiderhandel.
Samme melding kommer fra Centrica.
Adm. direktør Anders Millgaard fra Modstrøm siger tilsvarende, at selskabet ikke er politianmeldt, og samme melding kommer fra Vibeke Agerdal Kristiansen, presseansvarlig i energiselskabet E.On.
opdateres

