Pitzner-børn tiltræder i bestyrelsen for Pitzner Invest
Efter flere år som direktør i selskabet Pitzner Invest forlader Katerina Pitzner nu officielt selskabet. I stedet træder hendes børn ind i betstyrelsen og Frederik Allerman Haun overtager direktørposten.
Allerede tilbage i februar kunne den danske diamanthandler Katerina Pitzner fortælle til Finans, at hun så frem til det nye år, som hun forventede ville blive »spændende og fyldt med nye tiltag«.
Efterfølgende kom det frem, at diamanthandleren, som siden 2007 har været direktør i selskabet Pitzner Invest, planlagde sin retræte.
I slutningen af februar kunne Se og Hør nemlig fortælle, at Katerina Pitzner ville stoppe, og at direktørposten i stedet ville blive overtaget af Frederik Allerman Haun.
Han er tidligere deltager i det populære tv-program ”Den store Bagedyst”.
Nu er det så blevet oplyst, at det ikke var den eneste nyhed, som Katerina Pitzner gemte på.
I CVR-registreret kan det nemlig læses, at hendes to yngste børn, Hector og Ophelia Pitzner, nu også får poster i selskabet, som tilmed står bag Diamant Børsen.
»Det har været en spændende rejse at stifte og opbygge Diamant Børsen fra ingenting, men nu er det blevet tid til, at jeg trækker mig tilbage og udfolder mit liv i en anden retning i udlandet - uden at være bundet op på arbejde og ledelse i Danmark,« skriver Katerina Pitzner til Finans.
Børnene tiltrådte officielt i bestyrelsen den 14.4.2023. Samme dag trådte den danske forretningskvinde og diamanthandler ud.
»Bestyrelsens sammensætning er faldet helt naturligt. Valget skyldes grundlæggende de to forhold, at mine børn skal lære at træffe kommercielle beslutninger og lære at være en del af en ”family business”,« skriver hun.
Planen er nu, at diamantdronningen fremover udelukkende vil have aktionærrollen i selskabet, hvorfor hun med egne ord ikke kommer til at engagere sig i hverken daglig drift eller ledelse.
I stedet ser hun mod varmere himmelstrøg, og snart går turen til Italien - det meddelte hun for to uger siden i et instagrampost.
Pitzner-efterfølgerne på henholdsvis 20 og 22 år kommer dog ikke til at sidde alene i bestyrelsen, nu hvor deres mor rejser. Michael Stausholm Christiansen, som står bag en række investeringsvirksomheder, har nemlig sat sig for bordenden som formand for bestyrelsen.
»Michael Stausholm har et stort netværk og mange års erhvervserfaring. Desuden har jeg fuldstændig tillid til, at han vil hylde og holde hånden under den virksomhedsånd, som jeg har skabt i selskabet,« skriver Katerina Pitzner.
Med de nye roller kommer Hector og Ophelia til at sidde i bestyrelsen for en millionforretning. År efter år har selskabet, der handler med diamanter og værdipapirer, nemlig hevet millionoverskud hjem.
I det nyeste regnskab for 2022 fremgår det dog, at formuen er skrumpet over det seneste år.
Sidste år tjente Pitzner Invest således ”kun” 4,5 mio. kr. efter skat mod 7,2 mio. kr. året forinden.
Katerina Pitzner har handlet med diamanter i over 30 år. Hun er derved en af de få kvinder, som har haft adgang til at handle direkte på verdens største diamantbørser.
Over en årrække har danskerne desuden kunnet følge diamanthandleren og hendes børn i tv-programmet ”Diamantfamilien”.
Udover Hector og Ophelia optræder hendes to ældste børn, Thalia og Elvira Pitzner, også i denne serie. Sidstnævnte har sit eget firma ved navn Braveheart 2020.
I det sidst tilgængelige regnskab for 2021 leverede Elvira Pitzners selskab et overskud efter skat på 1,7 mio. kr.
Om de to ældste piger i fremtiden vil blive en del af Pitzner Invest, er den tidligere diamanthandler dog ikke afvisende overfor.
»Det er bestemt ikke utænkeligt, at mine to ældste døtre på et senere tidspunkt, kunne få en plads ved det runde bord.«

