Andel vil udbetale en milliard ovenpå historisk resultat
Energiganten Andel har efter et ekstraordinært år på energibørserne scoret et resultat på 10,8 mia. kr. før finansielle poster. Derfor vil man udbetale en mia. kr. til andelshaverne, siger topchef Jesper Hjulmand.
Energihandleren Energi Danmark sprang alle rammer i 2022 og tjente 11,3 mia. kr. før skat, hvilket kan mærkes hos majoritetsejeren, Andel.
Energiganten, der er ejet af 400.000 andelshavere på Vestsjælland, har nemlig tjent hele 10,8 mia. kr. før finansielle gevinster - primært båret af den store gevinst på de europæiske energibørser. Andel kan efter finansielle poster og skat offentliggøre et resultat på 4 mia. kr. før skat.
Et historisk godt resultat, som ifølge topchef Jesper Hjulmand betyder, at man nu vil udbetale en mia. kr. til ejerne.
»Vi vil tilføre en mia. kr. til vores region. Det vil mestendels ske som direkte udbytte til andelshavere og så 150 mio. til vækstudvikling i regionen, energifællesskaber og lignende. Så vi tager en mia. kr. og udbetaler til ejerne,” siger Jesper Hjulmand.
Det er blevet besluttet på Andels repræsentantskab torsdag aften. Der foreligger endnu ikke nogen model for, hvordan der udbetales udbytte til andelshavere.
En mia. kr. er mange penge, men kan du forstå, hvis man som andelshaver på Vestsjælland, der ser jer få et resultat på lige knap 11 mia. kr. før finansielle poster, måske faktisk synes, det er lige i underkanten?
»I årsregnskabet ender vi jo faktisk på 4 mia. kr. på bunden,« siger Jesper Hjulmand.
Det er jo på grund af et urealiseret tab på Ørsted-aktier.
»Ja ja, men vi tager faktisk 25 pct. af vores resultat og fører det tilbage til regionen. Vi giver noget tilbage her og nu, og vi investerer i grøn omstilling, så vi på sigt kan få lavere priser,« siger Jesper Hjulmand.
»Det er noget, som kan mærkes nu og fremadrettet, og det mener vi er den rette balance. Hvis vi bare havde udbetalt det hele, ville det have givet lavere værdi for vores andelshavere. Det er en vigtig mission, vi har, så det er vigtigt at have kapaciteten til at investere.«
Det er første gang i tre år, at Andel har et overskud før finansielle poster. I 2021 og 2020 endte Andel med et underskud på henholdsvis 20 mio. og 848 mio. kroner.
Eftersom Andel ejer 5,01 pct. af Ørsted, er bundlinjen i 2022 voldsomt påvirket af Ørsteds nedtur på børserne. Så længe Andel ikke sælger sine aktier i Ørsted er der tale om et såkaldt urealiseret tab, da en eventuel stigning for Ørsted-aktien vil opveje tabet.
Andels regnskaber har de seneste mange år typisk været kraftigt påvirket af Ørsted-aktiens præstationer. Hvor aktien i 2019 og 2020 sammenlagt gav Andel omkring 20 mia. kr. i urealiserede gevinster, har aktien sidenhen medført urealiserede tab på omkring 12 mia. kr. de seneste to år.


