Fortsæt til indhold

Overblik: Sådan endte Lizette Risgaard med at måtte trække sig

Offentlige beskyldninger om upassende opførsel har på fire dage væltet Lizette Risgaard af posten som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Jyllands-Posten har samlet et overblik over sagen.

Lizette Risgaard siger farvel til sin toppost i fagbevægelsen, efter fire dages offentlige beskyldninger om upassende adfærd. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix.
Erhverv

Lizette Risgaard har efter knap otte år i sædet som fagbevægelsens øverste politiske leder søndag trukket sig fra sin post. Hun går af som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), meddeler hun søndag.

Men hvordan endte det sådan her for én af landets mest magtfulde personer gennem flere år?

Jyllands-Posten har samlet et overblik.

Sent torsdag skrev Lizette Risgaard i et opslag på Facebook kl. 23.20, at hun havde indkaldt forretningsudvalget i FH til et ekstraordinært møde, fordi hun havde fået nys om, at Ekstra Bladet og Berlingske snart ville bringe inkriminerende historier om hende. Her erkendte Risgaard, at hun havde opført sig upassende over for nogle personer og beklagede uforbeholdent overfor ofrene.

Kort efter bragte begge medier historier, hvori flere unge mænd med tilknytning til fagbevægelsen fortæller, at de har oplevet upassende berøringer fra Lizette Risgaard.

Fredag afholdt forretningsudvalget i FH hastemødet, hvor Risgaard skulle forholde sig til beskyldningerne. Her blev der igangsat en advokatundersøgelse af sagerne, hvorefter Risgaard gik på selvvalgt orlov.

Ni forbund under FH har siden trukket støtten til Risgaard og opfordret hende til at trække sig. Det gælder organisationens næststørste forbund, HK, samt otte mindre forbund; Teknisk Landsforbund, Kost- og Ernæringsforbundet, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening, Farmakonomforeningen, Dansk Skuespillerforbund, Frie Skoler Lærerforening og Dansk Musiker Forbund.

Lørdag holdt FH’s forretningsudvalg endnu et hastemøde - uden Risgaards tilstedeværelse - hvor det drøftede formandens fremtid. Mødet sluttede kort efter midnat natten til søndag uden der dog blev meldt noget ud om resultatet.

Søndag kl. 8 skrev Lizette Risgaard i et opslag på Facebook, at hun ville trække sig som formand for FH.

Lizette Risgaards vej til toppen af fagbevægelsen

62-årige Lizette Risgaard har været topboss i fagbevægelsen siden 2015, hvor hun blev formand for LO. LO fusionerede senere med FTF til at blive til Fagbevægelsens Hovedorganisation, som det hedder i dag. FH er en paraplyorganisation, der har flere fagforbund under sig. I alt repræsenterer FH 1,3 mio. danske lønmodtagere.

Risgaards karriere i fagforbundet startede i 1980, hvor hun blev kontorfunktionær i Husligt Arbejder Forbund. Senere blev hun kontorfunktionær i både Litografisk Forbund og TIB, inden hun i perioden 2000-2007 var næstformand i LO-Storkøbenhavn samt formand i HK/Service København.

Fra 2007 var hun næstformand i LO, indtil hun blev formand i 2015.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Arbejdsmarked