Kendt fra "Løvens Hule": Hotel Viking med Jacob Risgaard som investor sikrer stort millionoverskud
Bundlinjen hos det nordjyske spahotel har aldrig været større. På sigt er ambitionen at blive blandt landets førende.
Det er ikke hver dag, at den kendte investor Jacob Risgaard lader hjertet løbe af med sig.
Oftest er det udsigt til en indbringende forretning, der driver den nordjyske erhvervsprofil, men da han for godt to år siden investerede 2,5 mio. kr. i Hotel Viking Aqua Spa & Wellness i Sæby, var det i høj grad følelserne, der løb med investorens pengepung.
Gennem DR-programmet ”Løvens Hule” sikrede Jacob Risgaard sig 25 pct. af Hotel Viking.
Hotellet ligger blot otte minutter fra investorens bopæl og har ifølge ham selv en helt særlig plads i hans hjerte. Som barn på børnehjem cyklede han ofte forbi det familieejede hotel og trykkede næsen mod de store ruder.
Nu viser et nyt regnskab, at millionerne ruller ind hos det nordjyske hotel.
Ifølge den nye ejerkreds omsatte Hotel Viking for 53 mio. kr. i 2022 og sikrede sig et overskud på 4,3 mio. kr. efter skat. Det er hotellets hidtil bedste resultat.
Selskabets direktør og medejer, Brian Fabricius, tilskriver især Jacob Risgaards investering det rekordhøje overskud.
»Den største udfordring for familieejede selskaber er for mig at se, at man ikke søger input udefra og bliver udfordret på traditionerne. Det kræver mod at lukke eksterne investorer ind, der tør stille de dumme spørgsmål og se på forretningen på en ny måde, men det har givet sindssygt meget at få Jacob Risgaard med,« siger han.
Direktøren overtog Hotel Viking i 2015 efter hans forældre, der har drevet det siden 1992.
Dengang bestod Hotel Viking af flere forskellige aktiviteter. De seneste år har ejerkredsen fokuseret på at skære ind til benet og gøre hotellets spa-afdeling mere attraktiv. Det betyder bl.a., at Hotel Viking har droppet aktiviteter som bryllupper, busture for ældreklubber, firmafester og aftenarrangementer.
Det til trods for, at det ifølge Brian Fabricius sikrede 6 mio. kr. årligt i omsætning.
»Jo mere, vi har skåret fra og indsnævret, jo bedre er vi blevet til at tjene penge. Det personale, vi skal bruge for at levere en god spa-oplevelse, er ikke det samme, som det personale, vi skal bruge til at lave gode bryllupper. Ligesom vi ikke kunne leje værelser ud til spa-ophold, når der var bryllup, og omvendt,« siger han.
Direktøren fortæller samtidig, at Hotel Viking de seneste 12-18 måneder har brugt 20 mio. kr. på renovering. Snart tager hotellet fat på anden fase af renoveringen.
Målet er, at Hotel Viking indenfor to-tre år skal være førende indenfor spa-oplevelser i Danmark og kunne konkurrere med store selskaber som Vejlefjord. Selskabet har ligeledes for nylig præsenteret et rekordhøjt overskud og sat i gang flere udvidelser.
I jagten på at blive et af landets førende spahoteller geninvesterer Hotel Viking sit overskud i renovering og har droppet at betale udbytte til ejerkreds og investorer.
»Vi går all-in. Selvom der ikke er mange danske spahoteller, vil vi være et af dem, som danskerne søger mod, når der skal på have en god oplevelse. Det mener jeg, er realistisk i 2025/2026,« siger Brian Fabricius.
Direktøren kan på nuværende tidspunkt ikke sige konkret, hvad renoveringen munder ud i. Ejerkredsen har nemlig bedt arkitekter og ingeniører om at stå for processen. Men en ting er sikkert: Planen er fortsat at tjene penge og byde endnu flere gæster velkommen i det nordjyske.
»Hotellet er mit barndomshjem. Jeg er flasket op med nordjysk tilbageholdenhed, hvor man skal gøre alt, hvad man kan for ikke at vise, man tjener penge. Det forsøger vi at komme udover. Det ligger ikke til min natur, men jeg synes også, at der er en styrke i at turde sige, at vores ambition er at tjene penge og levere gode spa-oplevelser,« siger Brian Fabricius.
I 2022 hentede Hotel Viking ifølge direktøren omkring 80 pct. af selskabets omsætning på spa-relaterede aktiviteter.
Hotel Viking er fra 2021 til 2022 gået fra 40 til 100 medarbejdere. I forbindelse med renoveringen har Hotel Viking nedskaleret antallet af hotelværelser fra 100 til 75.
Jacob Risgaards investering er - modsat størstedelen af de øvrige i ”Løvens Hule” - foretaget gennem hans personlige holdingselskab.


