Fortsæt til indhold

Dansk modehus er ude af rekonstruktion med ny redningsplan

Kreditorerne har stemt ja til en plan om at høvle gæld af for sikre fremtiden for tøjselskabet Minimum. Virksomheden har været ramt hårdt af inflationskrisen.

Minimum er retur i normal drift efter at kreditorerne har stemt ja til en plan for rekonstruktion. Foto: Katrine Marie Kragh.
Erhverv

Efter en måned med rekonstruktion er det danske modehus Minimum retur i normal drift. Det med en plan for fremtiden og eftergivelse af gæld, så selskabet er bedre rustet til at klare aktuelle udfordringer med ændrede forbrugsmønstre i inflationskrisen.

I begyndelsen af april meldte Minimum med hovedsæde i Aarhus og salg i flere lande, at selskabet var under behandling i Skifteretten for rekonstruktion.

I en meddelelse om situationen skrev ledelsen, at »den aktuelle krise på de europæiske markeder har betydet, at Minimum A/S ser sig nødsaget til at indlede akkordforhandlinger med sine kreditorer for derigennem at få skabt et sundere fundament for virksomhedens fremtid.«

Minimum har bl.a. en stor eksportandel til Tyskland, som er suverænt største eksportmarked for den danske tøjbranche.

Nu fremgår det af cvr-registret, at Minimum atter er i normal drift. En redningsplan er nemlig vedtaget i Skifteretten blandt kreditorerne, som stemte for planen. 120 kreditorer har haft tilgodehavender på samlet 45 mio. kr.

Ifølge mediet Detailwatch er der vedtaget en tvangsakkord, som reducerer gælden med 94,5 pct - og giver kreditorerne en akkord på 5,5 pct. af deres tilgodehavender.

Peder Tang, Minimums stifter og hovedaktionær, er atter trådt ind som adm. direktør for virksomheden, efter at have overladt posten i 2019 til Steen Engelbrecht.

Peder Tang skriver i en mail til Finans om redningsplanen og den aktuelle situation:

»Det er dejligt, vi med en konstruktiv dialog med vores interessenter fandt en god og farbar vej for det fremadrettede.«

På samme tid konstaterer han, at målet nu på den anden side af rekonstruktionen er at kigge fremad.

»Forbruget er stadigvæk under pres, men vi ser tegn på bedring. Så som altid ”efter stormen kommer solen”,« skriver Peder Tang.

Peder Tang er adm. direktør for tøjhuset Minimum. I 2017 solgte tidligere medejer og direktør Jakob Fisker sin andel i firmaet. Foto: Katrine Marie Kragh

I forbindelse med rekonstruktionen er en »mindre del« af medarbejderstaben opsagt for at reducere omkostninger.

Minimum A/S har endnu ikke indsendt regnskab for 2022. Året før gav et plus på 1,5 mio. kr. i virksomheden, som da havde 50 ansatte.

Adm. direktør Thomas Klausen i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil har tidligere overfor Finans forudset, at der kan komme flere rekonstruktioner blandt danske selskaber i kraft af, at tøjsalget er faldet drastisk i flere lande. Det lige efter en coronatid med nedlukninger og bl.a. pres på forsyningskæderne.

»Virksomheder uden stærk likviditet eller låneaftaler kan blive nødt til at gå i rekonstruktion. Det i en situation med høj inflation og bekymring for recession som har præget forbrugeres købelyst på flere europæiske markeder og fortsat gør det,« sagde Thomas Klausen.

Artiklens emner
Detailbranchen
Modebranchen