Årets bedst betalte sportsstjerner har tjent mere end 7,5 milliarder kr.
Listen over hvilke ti atleter der har tjent mest i løbet af de seneste 12 måneder, byder på flere nye navne - og mange har Saudi Arabien at takke for placeringen.
Hvad end det drejer sig om fodbold, golf, basket eller boksning, så er én ting helt sikkert: Verdens topatleter har aldrig tjent så mange penge, som de gør nu.
Og det er altså stærk hjulpet på vej af det seneste års massive pengestrøm og gyldne tilbud fra særligt Saudi Arabien.
Det skriver erhvervsmediet Forbes i sin årlige opgørelse over, hvilke sportsstjerner, der har tjent mest i løbet af de seneste 12 måneder.
Samlet set har verdens ti bedste betalte sportsstjerner tjent mere end 7,5 mia. kr., hvilket er lige knap 12 pct. højere end sidste år og det højeste beløb nogensinde.
Og netop de saudiarabiske penge har rykket gevaldigt rundt på listens rangering fra forrige år:
1. Cristiano Ronaldo
Har tjent 919,8 mio. kr.
Den portugisiske tidligere Manchester United-spiller er atter at finde i toppen af listen, efter han i januar blev solgt til saudiske Al Nassr. Den 38-årige fodboldspiller landede her en ny kontrakt på mere end 500 mio. kr.
2. Lionel Messi
Har tjent 879,2 mio. kr.
Foruden sin VM-sejr i december, kan fodboldspilleren Lionel Messi også bryste sig af at være den næstbedst betalte atlet. Hans nuværende indtjening kan dog ikke måle sig med sidste års, hvor han lå på førstepladsen med 922,5 mio. kr. Ligesom Ronaldo, går der også rygter om, at Messi kunne være på vej mod varmere himmelstrøg, når hans kontrakt med franske PSG udløber til sommer. Spilleren er netop blevet suspenderet fra holdet efter et besøg i Saudi Arabien.
3. Kylian Mbappé
Har tjent 811,5 mio. kr.
24-årige Kylian Mbappé er den eneste sportsstjerne på listen under 30 år, og han er tilmed braget op på en 3. plads fra sidste års 35. plads. Den unge franskmand har den bedste løn blandt fodboldspillere, hvis man udelukkende kigger på, hvad han har tjent på banen.
4. LeBron James
Har tjent 808,2 mio. kr.
Modsat Kylian Mbappé, så tjener den amerikanske basketstjerne LeBron James størstedelen af sine millioner uden for banen. Han har stiftet flere succesfulde selskaber og står bag en række film og tv-serier, ligesom han også investerer i andre sportshold.
5. Canelo Álvarez
Har tjent 743,9 mio. kr.
Den 32-årige mexicaner Canelo Álvarez er den eneste bokser på listen. Der ruller store tocifrede millionbeløb ind, hver gang han træder inde i bokseringen, og selvom han også forsøger sig som entrepreneur ved siden af sine sportslige aktiviteter, så er det absolut i ringen, at pengene bliver tjent.
Selvom fodboldspillerne absolut dominerer lønningslisterne, så sniger der sig alligevel to golfspillere, to basketballspillere og en tennisstjerne ind i bunden af top 10.
Golspillerne Dustin Johnson og Phil Mickelsen stryger ind i top ti for første gang nogensinde - stærkt drevet af pengene fra den saudisk-sponsorerede golftour LIV GOLF.

