Fortsæt til indhold

Efter flere exits: Jesper Buch tjener millioner gennem "Løvens Hule"

Den kendte iværksætter har været en del af DR-programmet "Løvens Hule" siden lanceringen i 2015.

Jesper Buch har været med i ”Løvens Hule”, siden programmet kom til Danmark i 2015. Arkivfoto: Per Arnesen, DR
Erhverv

Den danske investor og erhvervsprofil Jesper Buch har tjent store summer på køb og salg af virksomheder.

Bedst kendt er han for salget af take away-kæmperne Hungry og Just Eat. Begge selskaber har han været med til at opbygge og tjent store summer på, efter de er blevet solgt til udlandet. Præcis hvor meget handlerne har indbragt er uvist, men de to exits er ikke de eneste, som Jesper Buch har været en del af.

For nylig har han - i noget mindre skala - skilt sig af med flere selskaber kendt fra DR-programmet ”Løvens Hule”. Det gælder bl.a. Mutebox, Weldingdroid og Dialægt/citatplakat.

Det har for første gang sikret Jesper Buch og hans partnere et millionoverskud i deres fælles selskab, Guerilla Capital. Det er her, at partnerne har placeret en stor del af de investeringer, som de foretager gennem ”Løvens Hule”.

»Det er forventet, at der minimum ville gå fem år, før der skete noget. Det er tidlige start-ups, der skal have tid til at arbejde, og forhåbentligt er overskuddet den spæde start på nogle rigtig gode år fremover,« siger Jesper Buch.

Han har været med i ”Løvens Hule”, siden programmet kom til Danmark i 2015.

Flere af hans selskaber har på få år mangedoblet overskuddet og er vokset sig store. Det gælder bl.a. sportsbrandet Eyda, og onlineshoppen Ditur, mens andre investeringer har været mindre indbringende, når det kommer til vækst og nye markedsandele.

Ifølge Jesper Buch er det især salget af Mutebox, der har været med til at sikre millioner hos Guerilla Capital.

Selvom investoren kunne indkassere store summer ved at forlade ejerkredsen i endnu flere ”Løvens Hule”-selskaber, så er det i øjeblikket ikke noget, som han og hans team arbejder aktivt for at gennemføre. Samtidig er lysten og motivationen for at investere i nye selskaber stilnet af på det seneste.

»Fremover kommer jeg til at rejse mere, have mere fri og fokusere mere på bestyrelsesposter i bl.a. EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond red.) og Jesper Buchs Iværksætterakademi. Ellers vil jeg bare forsøge at nyde livet og spille en masse padel - ligesom alle andre midaldrende mænd. Det nytter ikke noget, at jeg bliver ved at arbejde 80 timer om ugen. Det synes jeg faktisk vil være unfair overfor mig selv,« siger Jesper Buch.

Er der tale om, at du laver et skifte som aktiv investor til en mere tilbagetrukken position med bestyrelsesarbejde og lignende?

»Jeg har sagt til mig selv, at når den næste store exit kommer, så trykker jeg på en masse off-knapper,« siger han og afviser at komme nærmere ind på, hvilket selskab der er tale om.

Han understreger samtidig, at netop friheden til at forvalte sin egen tid og ikke være afhængig af en fast indkomst, i bund og grund er det, han har kæmpet for, siden han stiftede Just Eat i 2000.

»Det er et kald for alle danske iværksættere, der har gjort det godt, at give tilbage til økosystemet. I dag arbejder jeg udelukkende for et bedre i morgen og for, at mine børn har en god verden at være i. Det er en skøn position at være i. Jeg smiler lidt mere, arbejder mindre og sover bedre om natten,« siger han.

I alt er Jesper Buch en del af over 45 forskellige selskaber.

Udover investeringerne gennem ”Løvens Hule” ejer Guerilla Capitals en del af delebilstjeneste GoMore og tech-selskabet Ooono. Sidstnævnte har for nyligt præsenteret et rekordregnskab, der viste en omsætning i 2022 på 155 mio. kr., mens bundlinjen landede på 22,2 mio. kr. før skat.

Året inden omsatte Ooono for 73 mio. kr. og tjente 7 mio. kr.

Ifølge Guerilla Capitals seneste regnskab foreslår ledelsen et udbytte på 6 mio. kr. i 2022.

Jesper Buch ejer ifølge cvr-registeret 33-50 pct. af Guerilla Capital.

Leif Nørgaard ejer 15-20 pct. Det samme gør de øvrige medejere Matias Dalsgaard, Christian Legêne og Mette og Henrik Østergaard.

Artiklens emner
Løvens Hule
Guerilla Capital