Fortsæt til indhold

Skal stå klar i 2025: Nyt ambitiøst dansk badehotel på vej

Hvis det går efter planen, vil der om et par år stå et nyt dansk badehotel klar ved Vesterhavet.

Søndervig Badehotel bliver navnet på det, der skal stå klar i 2025. Illustration: Bay Arch
Erhverv

Lalandia har i mange år været guldkalven i Parken Sport & Entertainment-koncernen, der også rummer fodboldklubben FC København.

Tre feriecentre råder Lalandia i øjeblikket over i Danmark - i Rødby, Billund og Søndervig.

Men fra 2025 er det planen, at Lalandia også skal råde over sit første badehotel. Det skal ligge tæt på de øvrige Lalandia-faciliteter i Søndervig.

Det fortæller Jan Harrit, der er adm. direktør i Lalandia.

»Vi går efter at tiltrække gæster til badehotellet, som vi ikke er vant til at have i Lalandia. Det er par, som er målgruppen for badehotellet og ikke børnefamilier, der er den sædvanlige Lalandia-målgruppe,« siger han og fortæller, at det nye badehotel kommer til at have åbent året rundt.

Planen er at opføre 140 mindre hotellejligheder i badehotellet. Illustration: Bay Arch

Det kommer til at få navnet Søndervig Badehotel og vil koste et trecifret millionbeløb af opføre. Lokalplanen giver mulighed for, at hotellet kan bestå af 200 værelser.

Men ifølge Jan Harrit går man i stedet efter at opføre 140 værelser, som faktisk vil være mindre hotellejligheder. De skal sælges, og derefter står Lalandia for at leje lejlighederne ud. Nøjagtigt som det gøres med feriehusene på Lalandias tre centre.

»Der er stor efterspørgsel efter ferie ved Vesterhavet, men der mangler gode overnatningsmuligheder,« siger Jan Harrit.

Det nye badehotel vil blive op mod fire etager højt. Nogle værelser vil vende mod Ringkøbing Fjord, mens andre vil have udsigt over klitterne.

I stueetagen kommer der en restaurant, mens der på én af de øverste etager vil være en tapas-restaurant med tilhørende vinbar. En større wellness-afdeling er også planlagt.

Af lokalplanen fremgår det, at »hotel og centerbebyggelsen vil på grund af sin højde og volumen opleves tydelig og markant ved ankomsten til Søndervig.«

Udover badehotellet er der knap 500 feriehuse ved Lalandia i Søndervig.

Artiklens emner
Oplevelsesindustrien
Lalandia