Flere slagterilukninger truer: Produktionen af grise kollapser
Produktionen af grise i Danmark styrtdykker nu til det laveste niveau i nyere tid. En lang periode med dårlig økonomi får landmændene til at tømme staldene.
Landmændenes produktion af grise er det seneste kvartal styrtdykket med en hast, der får forretningsgrundlaget under de danske slagterier til at slå rever.
Nye opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at bestanden af grise på danske gårde det seneste kvartal er faldet lodret til 10,7 mio. Det i særklasse laveste niveau i nyere tid.
Det seneste kvartal er bestanden af grise på de danske landbrugsbedrifter faldet med 816.000, og siden begyndelsen af 2022 er bestanden reduceret med næsten 2,5 mio. grise. Det er aldrig før set, at bestanden af grise falder så voldsomt på så kort tid.
Det voldsomme fald er den direkte forklaring på, at Danish Crown for et par uger siden varslede lukning af koncernens store slagteri i Sæby. Lukningen medfører, at 800 medarbejdere bliver fyret, og hvis udviklingen fortsætter, er der fare for flere slagterilukninger.
»Jeg er alvorligt bekymret for, at vi kommer til at se lukning af flere slagterier, og det kan også ramme Tican,« advarer Jeppe Bloch Nielsen, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter.
Steen Sønnichsen, der er konstitueret adm. direktør for Tican, medgiver, at situationen er alvorlig.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi forventer meget lave tilførsler af grise de næste tre-fire måneder. Selvfølgelig kommer vi til at lave tilpasninger i sommermånederne, og vi er i gang med at vurdere, hvordan vi bedst kan håndtere det på vores fabrikker. Om det bliver i form af fridage eller generel nedgang, ved jeg ikke endnu,« siger Steen Sønnichsen, der er konstitueret adm. direktør for Tican.
Han vil ikke udelukke, at det på lidt længere sigt kan blive nødvendigt at lukke et slagteri.
»Den risiko er der selvfølgelig, men det er ikke det, vi ønsker eller planlægger efter. Vi arbejder på at få mere valide data for udviklingen de næste tre-ni måneder. Hvad konklusionen bliver, er uvist. Målet er ikke en slagterilukning, men jeg kan ikke udelukke, at vi bliver tvunget til det, hvis der ikke er nok grise,« siger Steen Sønnichsen.
For slagteribranchen er dagens tal fra Danmarks Statistik ekstra alarmerende. Det fremgår som nævnt, at totalbestanden af grise på tre måneder er faldet med 816.000, hvilket svarer til et fald på 7 pct.
De detaljerede opgørelser afslører imidlertid, at størstedelen af dette fald skyldes, at bestanden af slagtegrise er faldet 522.000 svarende til et fald på hele 19 pct. på tre måneder. Siden begyndelsen af 2022 er bestanden af slagtesvin faldet 33 pct.
Disse tal viser, at hele sektoren krymper, men bestanden af slagtesvin falder langt hurtigere end bestanden af smågrise. Det skyldes, at flere og flere landmænd opgiver produktionen af slagtesvin og i stedet eksporterer deres smågrise levende til nabolandene, hvor priserne er højere.
»Tallene afslører konsekvensen af, at Danish Crown ikke har været i stand til at betale en konkurrencedygtig svinekødsafregning til landmændene. Det har medført, at produktion af slagtesvin i en lang periode har været underskudsgivende for danske landmænd. I resten af Europa betaler slagterierne højere priser for grisene, hvilket resulterer i høje smågrisepriser i disse lande. Det er derfor, de danske landmænd vælger at sende smågrisene ud af landet i stedet for at opfede dem til slagtning i Danmark,« siger Jeppe Bloch Nielsen.
Danske smågrise på 30 kilo sælges nu for over 800 kr. på eksportmarkederne, hvilket gør det til en langt bedre forretning for landmændene at sende grisene ud af landet end at levere til danske slagterier.
Jeppe Bloch Nielsen vurderer, at faldet i produktionen af slagtesvin kan være forstærket af, at den dårlige produktionsøkonomi får nogle landmænd til at foretage en sanering i besætninger, hvor der har været sygdomme. Dvs., at man tømmer staldene og sætter nye dyr ind efter et midlertidigt produktionsstop.
Mens Danish Crown netop har varslet lukning i af slagteriet i Sæby, som har kapacitet til 50.000 slagtninger pr. uge, kører branchens næststørste selskab Tican foreløbig videre med begge sine slagterier. Dog fremgår det tydeligt, at også Tican mangler grise på slagterierne. I de første fire måneder af 2023 har Tican slagtet 25 pct. færre grise end i samme periode 2022, og slagteriselskabet holder i maj begge sine slagterier lukket ekstraordinært i tre dage udover månedens helligdage. Det betyder, at Ticans slagterier i maj kun er i drift 16 dage.
For Tican, der kun har to slagterier, er det vanskeligt at håndtere en fabrikslukning (to er for meget, et er for lidt). Danish Crown, som inklusive Sæby har haft seks slagterier, har flere tangenter at spille på og får nu fjernet noget kapacitet og samtidig flyttet produktion til de tilbageværende fem fabrikker, som dermed løfter kapacitetsudnyttelsen.

