Fortsæt til indhold

Energikøbmænd har tjent styrtende, men det er ikke, fordi de har handlet mere energi

Det var et skævvredent energimarked, der sidste år skabte milliardindtægter til danske energihandlere. Men handlerne var stadig med til at sikre lavere priser, fastholder brancheorganisation.

Energihandlerne tjener penge på at købe energi i en priszone og sælge den dyrere videre i en anden. Arkivfoto: Jan Dagø
Erhverv

Når en række energihandlere har præsenteret rekordstore milliardoverskud den seneste tid, så dækker det ikke over øget aktivitet eller handel med mere energi.

Det erkender brancheorganisationen Green Power Denmark, efter at organisationens direktør, Kristian Jensen, ellers har hævdet det modsatte.

Det er et slagnummer i branchen, at de såkaldte mellemhandlere er med til at skabe billigere priser for virksomheder og forbrugere, fordi de køber energi i priszoner, hvor den er billig, og sælger den videre i zoner, hvor den er dyr.

Alt sammen til gavn for forbrugere, virksomheder og samfundet

I sidste uge deltog Kristian Jensen i en podcast på Berlingske, og her sagde han, at de store overskud skulle forklares med, at branchen har flyttet mere energi end nogensinde før, og at han ikke ville skælde ud på energihandlerne over, at de har skaffet forbrugerne billigere energi.

»Jeg tror ikke, at man på den enkelte handel med f.eks. tusind kilowatttimer strøm har fået en større fortjeneste end normalt. Man har bare flyttet meget mere strøm. Man har handlet meget mere strøm, handlet meget mere gas over grænserne, end vi har set tidligere,« sagde han.

Ifølge Anders Houmøller, uafhængig energirådgiver og tidligere chef for den danske afdeling af elhandelsbørsen Nord Pool, er der dog ikke blevet handlet mere strøm på børserne i 2022 end i 2021, svarere tværtimod.

Og branchens største spiller, Danske Commodities, oplyser, at virksomheden har handlet 7 procent mere energi i 2022 end året forinden målt på kilowatttimer. Det skal ses i lyset af, at overskuddet steg med knap 800 procent til 16,6 mia. kr. før skat.

I stedet er pengene blevet tjent på at udnytte historisk store prisforskelle mellem de zoner, som det europæiske energimarked er inddelt i, siger Anders Houmøller.

»Handlerne har tjent så mange penge, fordi prisforskellene i 2022 har været større, end jeg nogensinde har set,« siger han.

»Det er forbrugerne i lavprisområderne, som har betalt overskuddet, når handlerne flytter energien fra ét område til et andet. For handlerne hæver priserne for dem og sænker dem for højprisområderne. Det er mekanismen, som gør sig gældende, når der handles på tværs af geografi uanset hvilken vare, man handler. Når det er på tværs af tid, så tjener de penge på uprofessionelle engroshandlere,« siger han.

Green Power Denmark har på Finans’ opfordring undersøgt sagen og er kommet frem til, at »det ser ikke ud til, at der er blevet flyttet markant mere strøm sidste år«

»Vi beklager naturligvis, at han (Kristian Jensen, red.) har sagt noget, som viser sig ikke at være korrekt,« oplyser organisationen.

Branchens profitter og aflønning har været i fokus siden primo marts, da Finans første gang afslørede, at energikøbmændene havde tjent så mange penge på energikrisen og krigen i Ukraine, at medarbejdere i de mest ekstreme tilfælde stod til bonusser på trecifrede millionbeløb.

I Energi Danmark har tre medarbejdere optjent bonusser på hver 250 og 300 mio. kr., som virksomheden nægter at udbetale. Virksomheden offentliggjorde i april et overskud på 11,3 mia. kr. før skat, svarende til mere end en 50-dobling af virksomhedens hidtil bedste resultat.

Energi Danmark vil dog ikke oplyse om mængder, da det er »forretningsfølsomt«, oplyser presseafdelingen i Andel, der er hovedaktionær i Energi Danmark og som håndterer virksomhedens kommunikation.

Erhvervsordfører for Venstre Hans Andersen gik i sidste uge til angreb på energibranchen på baggrund af bonusserne, profitterne og den seneste sag, hvor otte energihandlere er blevet varetægtsfængslet under mistanke for at have scoret trecifrede milliongevinster på manipulation med strømpriserne.

Han mener, at branchens indtjening vidner om, at der er noget i markedet, der ikke fungerer.

»Jeg er liberal og har ikke noget problem med, at virksomheder tjener penge. Men kun hvis markedet fungerer, og det gør det jo ikke, hvis de kan tjene kæmpemæssige summer i en tid, hvor slutbrugerne har betalt enorme regninger,« siger Hans Andersen.

Green Power Denmark afviser, at man kan lave den kobling.

Forbrugernes priser skyldtes mangel på energi, og de havde været endnu højere, hvis energihandlerne ikke havde været der til at effektivisere markedet, fastholder organisationen.

Ligesom Anders Houmøller peger Green Power Denmark på de store forskelle mellem priszonerne, der gjorde det muligt at tjene ekstra mange penge på at købe energi en billig priszone og sælge den i en dyr.

»Elhandlerne har ingen indflydelse på spotprisen på el. Den bliver fastsat på blandt andet elbørsen Nord Pool,« påpeger brancheorganisationen.

Profitterne i branchen har udløst en politisk diskussion om, hvor vidt energihandlerne skal ekstrabeskattes af overnormale profitter. Skatteministeriet er i gang med at undersøge mulige modeller, og skatteminister Jeppe Bruus (S) forventer at kunne præsentere arbejdet heraf inden sommerferien.

Selskaberne bliver i forvejen beskattet med 22 procent i selskabsskat.

Artiklens emner
Danske Commodities
Energi Danmark