Kunstplatformen Artland er under konkurs
Efter mange år med millionunderskud, kan platformen Artland nu måske være ved at dreje nøglen om.
Kunstplatformen Artland har siden sin spæde start tabt millioner af kroner hvert år, men de røde tal på bundlinjen har ikke syntes at bekymre stifterne, Jeppe og Mattis Curth, synderligt.
Med opbakning og investeringer fra store stjerner som håndboldspiller Mikkel Hansen og musiker Shaka Loveless var der også stor tiltro til det unge selskab.
Men nu ser det ud til, at rejsen er ved at være slut.
Ifølge et dekret i Statstidende er Artland nemlig blevet begæret konkurs.
»Den korte forklaring er, at selskabet er løbet tør for penge. Og så er vi i en tid lige nu, hvor folk sparer og derfor vælger mange af de ting fra, der er med til at forsøde tilværelsen. Og det er kunst jo,« forklarer Christian Tornvig Jensen, der er kurator.
I et mailsvar til Finans forklarer Mattis Curth, at man lige nu arbejder på at skabe et grundlag for at videreføre selskabet, men at man ikke kan komme ind på yderligere, så længe behandlingen af konkursboet står på.
Artland er, kort fortalt, en digital platform, hvor kunstsamlere og -interesserede bliver sat i forbindelse med gallerier og igennem Artlands app eller hjemmeside således kan facilitere handler.
Platformen er stiftet af tidligere fodboldspiller Jeppe Curth og hans bror Mattis Curth. Sidstnævnte sidder som adm. direktør, mens Jeppe Curth er vicedirektør.
I sit seneste regnskab havde Artland et underskud på 2,1 mio. kr. efter skat, hvilket er det bedste resultat for selskabet siden 2016. I regnskabet, der er fra 2021, forklarer ledelsen, at man på daværende tidspunkt havde »igangsat initiativer til at sikre fremtidig likviditet til fortsat drift.«


