Fortsæt til indhold

Dårlig ledelse og høje krav presser revisorer: »Arbejdet stopper aldrig«

Ny analyse beskriver dårlig ledelse og højt arbejdspres i revisionsbranchen. Branchen har en udfordring, og presset er for stort, siger partner i Deloitte.

FSR - danske revisorer har undersøgt tiltrækning og tilknytning af talent og arbejdskraft i branchen, og resultaterne bekymrer Lone Strøm, der er adm. direktør i FSR. Foto: Martin Lehmann
Erhverv

De kæmper med et højt arbejdspres, konservativ ledelse og at få arbejde og privatliv til at hænge sammen. Derfor forlader mange revisorer deres branche og efterlader dem, der er tilbage, med et endnu større arbejdspres.

»Det er en ond spiral,« lyder det fra en af respondenterne i en omfattende analyse fra FSR, der er de danske revisorers brancheforening.

I den indgår foruden 959 survey-besvarelser også en række interview med både nuværende og kommende revisorer.

»Branchen har en udfordring. Presset er for stort. Det vigtigste er at få stoppet blødningen, så der er en bedre balance, og vi kan kontrollere det indtag, vi skal have,« siger Henrik Wellejus, der er partner og leder af revisionsforretningen i Deloitte Danmark og Norden, efter at have set rapporten.

Her fremgår det, at tæt på hver tredje revisor er utilfredse med arbejdsmængden.

»Arbejdet stopper aldrig,« siger en kvinde i rapporten.

Resultaterne bekymrer Lone Strøm, der er adm. direktør i FSR.

»Problemet er, at arbejdsmængden bliver øget for dem, der bliver tilbage, og så bliver det sådan en catch 22, som det er svært at komme ud af,« siger hun.

Udfordringen med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft har stået på i et stykke tid, og i løbet af de seneste år har flere revisionsvirksomheder igangsat diverse tiltag for at holde på talenterne.

Godt hver femte revisionsvirksomhed har afskaffet overarbejde på årsbasis og nogle giver mulighed for nedsat arbejdstid. Flere har indført længere barselsorlov. Nogle steder har man begrænset antallet af kunder.

I analysen giver flere revisorer dog udtryk for, at initiativerne, der bliver foretaget i revisionshusene, ikke har den ønskede effekt eller ikke efterleves.

»Det er godt at lave work/life balance-initiativer, men det gør ikke nogen forskel. Undskyld mig, men det er jo fis i en hornlygte,« siger en respondent.

Lone Strøm medgiver, at der trods initiativer om det modsatte stadig er store problemer med at få arbejde og privatliv til at hænge sammen for mange i branchen.

»Virksomhederne er ikke i mål endnu. Hvis kulturen stadig er sådan, at det er svært at få lov at have den her fleksibilitet, så kan det godt være, at man har nogle initiativer på papiret, men hvis det er sådan i praksis, at kollegaerne accepterer, at det store pres er et vilkår, så kan det være svært at forandre,« siger hun.

Henrik Wellejus er nordisk leder af Audit & Assurance i Deloitte.

Analysen belyser ifølge FSR-direktøren »ret tydeligt«, at der er udfordringer med ledelse i branchen. Hver anden mener eksempelvis, at revisorbranchen er præget af konservative og gammeldags ledelsesformer og arbejdskultur.

Flere kvindelige revisorer fortæller i fokusgrupper, at de har personlig erfaring med ledere, der har tilsidesat dem i forbindelse med forventet barsel eller ikke føler sig set af deres leder på samme måde som deres mandlige kollegaer.

I rapporten skriver en større revisionsvirksomhed, at der er brug for et opgør med »den gammeldags måde at tænke«, hvor det f.eks. var normalt at plotte 100 timer ind på en arbejdsuge.

I Deloitte er man ifølge Henrik Wellejus ved at fjerne fokus fra timer til værdiskabelse. Men det vil tage tid, påpeger han.

»Det er 100 års kultur og en forretningsmodel, som har fungeret rigtig godt i mere end 100 år. Vi skal have drejet på det her, og jeg skal heller ikke afvise, at der i Deloitte sidder folk, som stadigvæk sidder fast i et gammel mindset om, hvordan man skaber værdi.«

I analysen peger flere på, at særligt den nye generation på arbejdsmarkedet stiller andre krav til deres arbejdsgiver og at de ikke vil lægge den samme mængde arbejdstimer.

»Partnerne kalder den nye generation for svagnisser. De vil ikke arbejde over, de vil ingenting. Men generation Z er ligeglade med, at partnere synes, det er fedt at køre i stor bil, ryge store cigarer og bo i store huse. De vil noget andet selv, og de gør kun noget, der passer ind i deres værdier,« lyder det fra en repræsentant fra en mellemstor virksomhed i branchen.

Deloitte oplever at miste talenter, som de gerne ville have beholdt, siger Henrik Wellejus, men han mener også, at branchen har rykket sig.

»Da jeg startede i branchen, arbejdede alle, så blodet sprøjtede. Det var nu engang sådan, det var. Det kunne man ikke afvige fra. I dag er der en lang række af vores medarbejdere, som er på deltid i perioder. Jeg synes, vi er kommet langt,« siger Henrik Wellejus.

Jan C. Olsen, der er adm. direktør i EY, kalder det "forfærdeligt", at der er et pres om at arbejde så mange timer som muligt i revisorbranchen. Foto: Stine Bidstrup

At få større diversitet er noget, de store huse har arbejdet på længe. Forskellige initiativer og mål er blevet søsat og lanceret med størst mulig opmærksomhed for at få særligt flere kvinder til at melde sig som revisorer.

Alligevel svarer tæt på halvdelen af de ansatte med børn i FSR-rapporten, at de ikke har gode muligheder for at balancere deres arbejde og familieliv.

»Vi har aldrig haft flere kvinder som statsautoriserede revisorer, end vi har nu, og vi forventer også at udnævne flere kvindelige partnere. Så jeg mener, at vi i EY er godt på vej. Men når det er sagt, så er det en stor båd, vi forsøger at vende. Det er ikke noget, vi som branche kan gøre på et år eller to. Det tager tid, det her,« siger Jan C. Olsen, der er adm. direktør i EY.

Han mener, at det er beskæmmende, at flere i analysen giver udtryk for, at det er en branche, hvor det handler om at arbejde så meget som muligt.

»Derfor er det også en rapport, vi skal tage virkelig seriøst. At der skulle være et pres om, at du skal arbejde flere timer for ikke at blive udskældt, synes jeg er forfærdeligt og ikke branchen værdigt.«

Ifølge FSR kan man »bremse denne her onde spiral« med for højt arbejdspres, hvis man fra politisk side er opmærksomme på at få uddannet nok nye revisorer.

Adm. direktør i PwC, Mogens Nørgaard Mogensen, tilføjer, at uddannelsen til statsaut. revisor i Danmark er en af de længste uddannelser.

»Man er typisk i starten af 30’erne, før man er færdig. Det er en kæmpe udfordring for os som branche, dels fordi der er et rekrutteringsbehov, og dels fordi det skiller nogle kvinder fra, da de ofte stifter familie i de år,« siger han.

Omkring 25 pct. på cand. merc. aud-uddannelsen på CBS er kvinder.

Artiklens emner
FSR - Danske revisorer
Henrik Wellejus