Rekord i Norge: Lille lejlighed solgt for over 3 mio. kr.
Lejligheden er på 16 kvadratmeter og består af ét rum.
Lejlighedspriserne i Norge er gået amok.
Fredag blev en lejlighed på bare 16 kvadratmeter solgt for over 3 mio. norske kr. Det svarer til en kvadratmeterpris på 191.250 kr. og er rekord for lejligheder solgt i Oslo de seneste fem år. Det skriver det norske medie E24.
»Der er ret stor interesse for de billigste lejligheder. Når en ung boligkøber ikke har mulighed for at købe for mere end 3 mio. (norske kr. red.), er det ikke så mærkeligt, at de små lejligheder går skyhøjt i budrunder,« siger ejendomsmægler Helene Solberg fra DNB Eiendom til E24.
Det er DNB Eiendom, der stod for salget af den rekorddyre lejlighed i Strømsveien i Vålerenga.
Ifølge ejendomsmægleren består lejligheden af et rum, og køberen skal sove i en hems over køkkenet og badet.
I alt var der fem bud på den simple lejlighed, som endte med at blive solgt for 600.000 norske kr. mere, end den var udbudt til.
Helene Solberg fortæller til E24, at manglen på norske boliger i samme prisklasse er forklaringen på, at der har været så stor interesse om den 16 kvadratmeter store lejlighed. Samtidig fremhæver hun, at lejligheden har gode opbevaringsmuligheder og »smarte løsninger«.
Boligpriserne i Norge er i år steget 6,8 pct. på landsplan. I Oslo er de steget 6,2 pct.
Herhjemme er hus- og ejerlejlighedspriserne faldet otte måneder i træk fra juli 2022 til februar i år og var i 1. kvartal henholdsvis 9,5 pct. og 10,9 pct. lavere på landsplan, end da de var på deres højeste sidste sommer.


