Fortsæt til indhold

Influencere har solgt over 1 million poser chips

I en netop afsluttet kampagne har producenten Kims afprøvet en ny reklamestrategi og solgt millionvis af chipsposer.

Kims-Jørgen er død, og nu er det influencere der bader i chips og reklamerer for producenten. Foto: Anita Graversen
Erhverv

Mange danskere associerer uden tvivl chipsproducenten Kims med den ikoniske reklamefigur ”Kims-Jørgen”.

I hele 23 år bestred den bramfrie karakter nemlig rollen som Danmarks ukronede chipskonge, indtil manden bag, Henning Jacobsen, i 2020 måtte gå på pension grundet sygdom.

I dag er Henning Jacobsen død, og det samme er karakteren Kims-Jørgen.

Derfor har Kims været nødt til at tænke ud af boksen, og for tre måneder siden lancerede brandet så en ny markedsføringsstrategi i form af en såkaldt chips-battle mellem tre kendte influencere.

»Det er helt sikkert den bedste promotion, vi har haft i 10 år,« skriver Anders Hybolt, marketingchef i Kims, i en pressemeddelelse.

Hver har influencerne, der tæller både diamantdronningen Katerina Pitzner og youtuberen Alexander Husum, skullet levere deres bud på en ny chipsvariant.

Varianterne er efterfølgende blevet bedømt på nettet og i landets butikker, og alt i alt har dysten affødt et salg på mere end 1,2 mio. poser chips.

Herudover har kampagnen præsteret 80 mio. eksponeringer på sociale medier, og mere end 420.000 har været forbi Kims hjemmeside, mens kampagnen har kørt.

Youtuber Alexander Husum vandt chipsbattlen, og hans variant kommer fremover til at fremgå som en del af det faste Kims-sortiment. I kampagnen deltog også youtuberparret "Kender du det" og diamantfamilien Pitzner. PR Foto.

Forud for konkurrencen har influencerne hele vejen igennem medvirket til alt fra udvikling af smag til design af emballage. Herefter er vinderen blevet bedømt ud fra kriterierne: Flest solgte poser chips i butikkerne og flest stemmer på Kims hjemmeside.

En promotion, som siden har vist sig at kaste et stort ekstrasalg efter sig.

Hertil skal en del af det ekstraordinære salg formentligt tilskrives kampagnens opbygning, som er bygget op omkring en challenge.

Det har nemlig fungeret godt hos særligt den yngre målgruppe - hvorimod Kims-Jørgen i højere grad talte til et ældre segment.

»Influencere kan jo skabe en helt anden opmærksomhed, end vi selv kan. De har en enorm rækkevidde, og kan derfor lave et ordentligt plask i vandet, mens en battle fungerer godt til at skabe involvering hos forbrugerne, når de skal tage stilling til, hvilken variant de vil beholde på hylderne,« skriver Anders Hybholt.

For nyligt kunne Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S, selskabet bag brandet Kims, desuden fremlægge et nyt regnskab for 2022.

I regnskabet kan det læses, at 2022 har været et indbringende år for Orklas chips- og snacksforretning.

Sidste år landede omsætningen således på 853 mio. kr. mod 750 mio. kr. året forinden. Samtidig ender resultatet efter skat på 119 mio. kr. mod 112 mio. kr. i 2021.

»Bag regnskabets tal ligger en stærk holdindsats, som vi kan være stolte over. Fremgangen på omsætningen skyldes også, at det er lykkedes at styrke eksporten af chips og snacks, hvor særligt salget til England er vokset. Et marked, som gennem mange år har været vigtigt for os, og nu er vokset yderligere,« forklarer Carsten Hänel, CEO i Orkla Danmark, i en pressemeddelelse.

Alt i alt er marketingchef Anders Hybolt altså overbevidst om, at »summen af gode ideer, et stærkt brand og et kæmpe talerør« har været afgørende for kampagnes succes.

Hertil understreger han, at det formentligt ikke er sidste gang, at Kims vil indgå et samarbejde med kendte influencere.

»Vi har stort set brugt samme budget som ved andre promotions. Vi har i princippet bare omfordelt mediebudgettet og flyttet noget production value ind under mediebudgettet. Influencerne leverer ikke kun mere omtale, men også seværdigt og underholdende content, som bliver delt og spreder sig som ringe i vandet,« lyder det fra Anders Hybolt.

Hos selskabet bag Kims, Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S, er forventningerne da også positive set i forhold til det fremtidige chipsmarked.

»Det er min forventning, at vi i 2023 vil lykkes med yderligere at styrke vores position på markedet inden for chips og snacks, og vi ser også en mulighed for at udvide vores sortiment inden for andre udvalgte snack- og konfekture segmenter,« skriver Carsten Hänel, direktør i Orkla Danmark.

Artiklens emner
Influencere
Fødevareindustrien