Jysk genåbner bombet butik i Ukraine
Et år efter en Jysk-butik i Ukraine blev ramt af et missilangreb, er butikken nu igen åben for kunder. Med genåbningen har Jysk nu 85 åbne butikker i det krigshærgede land.
For et år tilbage, da krigen mellem Rusland og Ukraine endnu var i sin spæde start, blev butikscentret Riviera shopping centre i Ukraine ramt af et missilangreb.
Shoppingcentret er placeret i byen Fontanka i Odesa-regionen.
Angrebet fik flammer og sort røg til at stige op fra centret, og flere butikker blev voldsomt beskadiget - herunder en dansk Jysk-butik.
Torsdag den 11. maj kunne Jysk-medarbejdere dog igen byde kunder indenfor, da Jysk-butikken og resten af centret genåbnede.
Præcis et år efter angrebet.
»Det er symbolsk, at præcis et år efter det ødelæggende missilangreb kan vi genåbne en komplet genopbygget Jysk-butik i Riviera shopping centre i Odesa. Jeg er taknemlig for mine kollegaer, som ikke kun tror på landets fremtidige sejr, men også gør, hvad de kan, for at få det til at ske hurtigst muligt,« skriver Levgenii Ivanytsia, der er Country Director i Jysk Ukraine.
I perioden efter angrebet på Ukraine besluttede den danske detailkoncern Jysk midlertidigt at lukke alle sine butikker i Ukraine af hensyn til medarbejdernes sikkerhed.
Efter en kort periode blev de første butikker i den vestlige del af landet dog genåbnet, og siden fortsatte det med flere genåbninger.
Med åbningen af butikken i Riviera shopping centre har Jysk nu 85 åbne butikker i Ukraine - det samme antal som før krigen.
»Genåbningen af Jysk-butikken er en vigtig milepæl for os, men vi ønsker også at give noget tilbage til lokalområdet. Derfor igangsætter vi i forbindelse med åbningen et velgørenhedstiltag, hvor vi sælger støtteklistermærker, hvor overskuddet går til et lokalt hospital,« lyder det fra Levgenii Ivanytsia.
På verdensplan har Jysk over 3.200 butikker og webshops i 48 lande. I dag beskæftiger koncernen 30.000 medarbejdere.
Foruden butikken i Riviera shopping centre har Jysk åbent to nye butikker tidligere i 2023, og efter planen vil koncernen åbne yderligere fire butikker i løbet af sommeren.
I finansåret 2021/2022 landede Jysk en omsætning på 36,2 mia. kr.



