Fortsæt til indhold

Cheføkonom: »Boligmarkedet har klaret sig overraskende godt på det seneste«

Antallet af handler faldt i april, men tager man højde for sæsonudsving, er der »stadig bedre takter« at spore på boligmarkedet.

Boligsalgets udvikling fra marts til april følger tendensen fra de sidste to år. Arkivfoto: Jens Dresling
Erhverv

Boligsalget tog et dyk i april, hvor der blev handlet i alt 6.045 boliger, når man medregner alt fra villaer til kolonihaver, andelsboliger og lystejendomme.

Det viser nye tal fra Boligsiden. Med 820 færre solgte boliger tegner det sig for et fald på 13 pct. sammenlignet med måneden forinden.

Det taler dog ind i tendensen fra de forgangne år. Også i 2021 og 2022 gjorde det sig gældende, at salget faldt med hhv. 19 pct. og 15 pct. fra marts til april.

Ser man alene på hussalget - der blev solgt 3.594 stk. i april - er der tale om et fald på 16 pct. sammenlignet med marts. På lejlighedsmarkedet skiftede 1.241 ejerlejligheder hænder - et mindre fald på 8 pct.

»Selvom lejlighedssalget er dalet den seneste måned, er der tale om et mindre fald end i tidligere år, og i Københavns Kommune, hvor ejerlejlighedsmarkedet er absolut størst, er lejlighedssalget uændret fra marts til april i år,« siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Tager man højde for de normale sæsonudsving, er der imidlertid tale om en underliggende fremgang i handelsaktiviteten, konstaterer flere økonomer. Den er særligt drevet af fremgang på lejlighedsmarkedet.

»Boligmarkedet viser stadig bedre takter. Der er en lille underliggende fremgang i handelsaktiviteten, hvor handlerne de seneste tre måneder har ligget 18 pct. højere end i de foregående tre måneder, hvis man tager højde for sæson. Samtidig stiger priserne så småt igen. Der er kort sagt kommet lidt mere solskin til boligmarkedet efter en mørk periode gennem efteråret og vinteren, lyder det i en skriftlig kommentar fra Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Zoomer man ind på den sæsonkorrigerede handelsaktivitet af parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse, er der tale om en fremgang på 3 pct. fra marts til april, konstaterer Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

»Først og fremmest bekræfter dagens tal, at boligmarkedet er i behersket bedring i kølvandet på lavere energipriser, bedring af reallønnen og en dansk økonomi i fortsat pæn fremdrift,« siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:

»Zoomer vi lidt ud, kan vi konstatere, at det var femte måned i træk med stigende aktivitet på boligmarkedet. Set siden aktiviteten bundede ud i november, er den sæsonkorrigerede handelsaktivitet steget med næsten 30 pct.«

Man skal ikke »lade sig snyde« af den på papiret pæne fremgang, pointerer cheføkonomen. Det samlede boligsalg har ikke været lavere siden januar 2015, og niveauet er 20 pct. lavere i forhold til 2019 og før pandemien.

Men tallene vidner om en handelsaktivitet i bedring, ligesom boligpriserne de forgangne måneder er fladet ud til mindre stigninger, tilføjer han:

»Samlet set kan vi derfor nok engang konstatere, at boligmarkedet har klaret sig overraskende godt på det seneste – også med tanke på den store modvind til boligmarkedet fra især rentefronten gennem 2022,« skriver Christian Hilligsøe Heinig og bemærker, at der dog stadig lurer udfordringer forude i form af rentestigninger, der stadig ikke er slået helt igennem, og udsigten til vækstopbremsning i dansk og europæisk økonomi.

Artiklens emner
Arbejdernes Landsbank
Boligsiden.dk