Fortsæt til indhold

Stor skattekontrol: Har hentet 1 mia. kr. i ubetalt moms

Foreløbig har en gennemgang af 2.600 selskabers momsangivelser udløst en kæmperegning til mindre virksomheder.

Skattestyrelsen har de seneste syv år kontrolleret flere end 2600 små og mellemstore virksomheder, og det har udløst regninger for ubetalt moms på over 1 mia. kr. Foto: Skattestyrelsen
Erhverv

Et større kontrolprojekt fra Skattestyrelsen har siden 2016 ført til, at man har sendt regninger ud på over 1 mia. kr. for ”ubetalt moms” til en række små og mellemstore virksomheder.

I alt har Skattestyrelsen de seneste syv år gennemført over 2.600 kontroller, hvor man har matchet mindre virksomheder med en række kendte temaer med særlig høj risiko inden for momsafregning - eller mangel på samme.

Alene i 2022 gennemførte man 582 kontroller og sendte samlede regninger for lige over 147 mio. kr. i ubetalt moms til selskaberne.

»Når Skattestyrelsen kontrollerer selskabernes moms- og skatteforhold, skal vi først og fremmest gøre det klogt. Det har løbende givet gode resultater, og vi rundede en milepæl med over 1 milliard kroner i samlet provenu fra kontrollerne i projektet ved udgangen af 2022,« siger underdirektør Anne Munksgaard fra Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Set fra Skattestyrelsen side betyder ”klogt”, at man udnytter styrelsens ressourcer bedst muligt, og derfor målretter arbejde der, hvor dataanalyser kombineret med medarbejderens faglige erfaring antyder, at der er særlig høj risiko for problemer med momsangivelserne.

De styrende temaer med særlig risiko, som selskaberne udvælges til kontrol efter, kan være forskellige og baserer sig dels på statistiske dataanalyser, dels på skattefaglig viden og erfaring.

Det kan dreje sig om virksomheder, der udviser en specifik adfærd, når de angiver moms til Skattestyrelsen.

Eller det kan være selskaber inden for brancher, hvor der er konstateret særlige udfordringer med korrekt momsangivelse.

Det kan også være andre temaer, hvor der er konstateret risiko for bevidste eller ubevidste fejl i momsangivelsen fra selskaberne.

Konkrete eksempler kunne være momskontrol af selskaber bag nyopførte ejendomme eller momskontrol af selskabers handel med udlandet.

»Når vi kontrollerer selskabernes moms så fokuseret som her, har det flere gevinster end den ubetalte moms, vi kan opkræve. Vi indhenter også ny viden om både specifikke brancher og om den bredere adfærd blandt selskaberne. Denne nye viden bruger vi f.eks. til at sætte ind med kommunikations -og vejledningsindsatser, men kan også bruges som afsæt til forslag om ændringer af regler eller praksis på området,« forklarer Anne Munksgaard.

Skattestyrelsen har i øvrigt gang i en række forskellige kontrolprojekter. Det med fokus på små og mellemstore virksomheder er blot ét af dem.

Artiklens emner
SMV
Momssvindel