Opladningskrigen er gemt væk: Aktører peger på synderen
Konkurrencen på lademarkedet for elbiler hænger i bremsen. Dyre ladebokse og pakkeløsninger er med til at gøre det svært og dyrt at skifte ladeselskab.
Ejere af eldrevne biler har ikke travlt med at skifte ladeselskab.
I en endnu ikke offentliggjort rapport om lademarkedet peger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på, at kun 10 pct. af elbilejerne har skiftet ladeselskab inden for de seneste to år.
»Det er helt i bunden sammenlignet med skifteadfærden på andre markeder. F.eks. er det kun realkreditkunder og tandlægekunder, der sjældnere skifter udbyder end ejere af el- og plug-in-hybridbiler,« fremgår det af rapporten.
Den sparsomme kundetrafik mellem ladeselskaber som Clever, E.ON, Q8, OK, Zapp og Spirii forklares i rapporten især med måden, som markedet for hjemmeopladning er skruet sammen på.
Adgangsbilletten til hjemmeladning er en dyr ladeboks, som ydermere skal skiftes, hvis der kommer en ladeoperatør på banen.
»En privat ladeboks koster på dagens marked i gennemsnit 10.500 kr. i anskaffelse og installation. Hvis forbrugeren ønsker at skifte til en ladeboks fra en anden operatør, så kan der både være omkostninger til nedtagning af den gamle samt indkøb og opsætning af den nye,« anfører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i rapporten, der netop nu er i høring.
Som en del af rapporten anbefaler styrelsen, at reglerne ændres, så ejere af eldrevne biler får bedre mulighed for at beholde den dyrt indkøbte ladeboks ved skift af ladeoperatør.
I elbilkredse nikkes der til beskrivelsen af, at konstruktionen af det nuværende lademarked gør, at markedet er alt for fastlåst.
»Vi er enige i, at det skal være lettere at skifte operatør af ladebokse hjemme i garagen for elbilejerne. Derfor er vi i branchen ved at finde ud af, hvordan det gøres bedst, men målet er, at man skal kunne skifte operatør uden at skifte ladeboks,« siger Søren Jakobsen, analysechef i Dansk e-Mobilitet.
FDM peger på, at det i 2023 burde være en relativ enkel sag at skifte ladeoperatør. At det langt fra er tilfældet, forklares bl.a. med, at regler foreskriver, at en ladeoperatør skal stå for drift og vedligeholdelse af hjemmeladebokse, for at elbilejeren kan få refunderet elafgifter.
Vi er enige i, at det skal være lettere at skifte operatør af ladebokse hjemme i garagen for elbilejerne. Derfor er vi i branchen ved at finde ud af, hvordan det gøres bedst.Søren Jakobsen, analysechef i Dansk e-Mobilitet.
»Derfor bør afgiftsrefusionsordningen gentænkes fra start, hvor man afkobler service- og driftsansvar med refusion, så ladeoperatørerne kan overtage andres ladebokse,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
Styrelsen peger i den endnu ikke offentliggjorte rapport på en løsning i form af, at husstande med en elbil automatisk betaler en »reduceret elafgift på alt elforbrug over 4.000 kilowatt-timer (kWh) årligt«. FDM har et andet bud: Målerne i ladebokse skal godkendes som selvstændige målepunkter.
»Denne løsning har flere fordele. Bl.a. vil forbrugeren ikke betale afgiften up front og vil dermed ikke være afhængig af afgiftsrefusion,« anfører FDM.
Bilisternes talerør peger på, at den foreslåede løsning med selvstændige målepunkter samtidig vil knække koden til en udfordring med håndtering af moms på elafgifter, der er dukket op på lademarkedets radar som følge af en ny afgørelse fra Skatterådet.
Dansk Erhverv er enig i, at den nuværende refusionsordning for elafgifter – især efter Skatterådets afgørelse - er en udfordring for elbilejere, der bør kigges på.
Modsat FDM og konkurrencemyndighederne har Dansk Erhverv dog ikke en grydeklar løsning, men understreger i stedet, at målet er at finde en langtidsholdbar model.
»Her er det vigtigt, at vi ikke bare hopper med på hurtige snuptagsløsninger, men finder en mere langsigtet model, der ikke forvrider konkurrencen og som er gennemskuelig for forbrugerne,« siger politisk konsulent Alexander Bjørn Jensen.
I Dansk e-Mobilitet tøver man ikke med at kridte banen op til, hvad der venter ejere af eldrevne biler, hvis det lykkes at få indrettet lademarkedet, så elbilejere kan skifte ladeoperatør uden at skifte ladeboks.
»Det vil spare forbrugerne for penge og øge konkurrencen,« siger Søren Jakobsen.
Der kører i dag 242.000 eldrevne personbiler rundt på vejene. År til år er det en vækst på 46 pct., viser tal fra Danmarks Statistik.

