Fortsæt til indhold

Iværksættere henter igen penge fra milliardærfamilier

Markedet for eldrevne biler får dumpekarakterer i ny rapport. En dansk producent af ladestandere sætter nu ord på tilstanden og fremtiden.

Jesper Boie Rasmussen, adm. direktør i Nerve Smarts Systems. Foto: PR
Erhverv

Danske Nerve Smart Systems står bag en af verdens hurtigste opladere til elbiler.

Sidste år fik virksomheden en ny ejerkreds bestående af tre danske milliardærfamilier.

Med den nye ejerkreds fulgte en tocifret millionindsprøjtning, og via en såkaldt follow-up investering har ejerne nu igen smidt penge efter den grønne forretning. Samlet runder den nye kapital omkring 14,3 mio. kr.

»Pengene skal bruges på den videre kommercialisering af firmaet. Vi har færdigudviklet systemerne, og nu skal vi så i gang med udrulningen og opstarten af produktionen,« lyder det fra den adm. direktør i Nerve Smart Systems, Jesper Boie Rasmussen.

Selskaberne bag den nytilførte kapital er igen bilhandler Nic. Christiansen Gruppen, tyggegummi-milliardærerne Bagger-Sørensen og tobaksfamilien Gundersen, der står bag selskabet ABridge.

Desuden har Hands-on Mikrofonden samt selskabet Mobility & Energy Group kastet penge efter den grønne virksomhed.

Siden 2016 har Nerve Smart Systems arbejdet med ladestandere til elbiler. Hertil har de udviklet lynladere, baseret på en batteriteknologi, der både kan oplades med strøm fra elnettet og solceller.

I en endnu ikke udkommet rapport slår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ned på netop markedet for opladning af eldrevne biler.

Det er ifølge rapporten for dyrt og besværligt for forbrugerne at vælge mellem forskellige udbydere.

I et udkast, som Finans ligger inde med, fremgår det, at »markedet er for svært at gennemskue».

Hertil nævnes det, at »geografiske monopoler og komplekse prisstrukturer, gør, at halvdelen af elbilejere med hjemmeopladning betaler mere end nødvendigt for opladning«.

»Jeg mener også, at der burde være mere konkurrence på markedet. Jeg er stærk modstander af det her med, at man får proppet en ladestander ned i posen, når man køber en bil. I stedet burde det være op til den enkelte kunde at finde ud af, hvad der er den rigtige løsning for netop dem,« siger Jesper Boie Rasmussen.

Et af forslagene i rapporten er desuden, at der burde indføres et midlertidigt forbud mod bundling af ydelser på hjemme- og udeopladning.

»Jeg kan godt følge det her med de bundlede pakker. Det kan der være en fordel og en ulempe i, men det er bare vigtigt, at nogen kan oplyse, hvad fordelene og ulemperne er. Jeg synes helt klart, at der skal være en større gennemsigtighed der,« lyder det fra Jesper Boie Rasmussen.

Da Nerve Smart Systems ladestandere endnu ikke er produceret, kan den adm. direktør ikke udtale sig om, hvorvidt rapportens forslag kommer til at påvirke netop hans selskab.

Dog er det planen, at lynladerne snart kommer ud på markedet - og ifølge den adm. direktør, så ser fremtiden spændende ud for selskabet.

»Det er først på det seneste, at vi rigtig er gået i gang - men nu begynder vi heldigvis snart at producere og sælge. Det glæder jeg mig til,« lyder det fra Jesper Boie Rasmussen.

Artiklens emner
Elbiler
Bilbranchen