Halfdan Harring går personligt konkurs med tocifret milliongæld
Det er ikke så få kroner, Skattestyrelsen mener, at den konkursramte webshopejer Halfdan Valentin Harring skylder i ubetalt skat.
Eksklusiv livsstil, udskældte webshops, bragende konkurser og søgsmål.
Det er blot nogle af de ting, der kommer frem, hvis man slå Halfdan Valentin Harrings navn op.
For knap en uge siden blev aarhusianeren, der er en del af det berygtede ”Aarhus-netværk” begæret personligt konkurs - og øjensynligt med en svimlende milliongæld.
Af konkursbegæringen, som Finans har fået aktindsigt i, fremgår det, at Skattestyrelsen anslår, at Halfdan Valentin Harring skylder mere end 24,1 mio. kr. i restskat.
Skattegælden er udregnet på baggrund af en indkomstforhøjelse på samlet set 50,2 mio. kr., som styrelsen har forslået.
Styrelsen mener, at Halfdan Valentin Harring skal have kanaliseret adskillige millioner til udlandet og heraf have modtaget udbytte, der er blevet opgjort som driftsrelaterede udgifter på falske fakturaer. Der er derfor ikke betalt skat af udbyttet.
Halfdan Harring har mulighed for at gøre indsigelser mod kravet. Finans arbejder på at få en kommentar til, hvordan han forholder sig til kravene, men indtil videre uden held.
»Af Halfdan Valentin Harrings personlige skatteoplysninger for 2O22 fremgår, at Halfdan Valentin Harring ikke besidder aktiver i et omfang, der tilnærmelsesvist antyder, at det særdeles betydelige skattekrav kan indfries. Det er på denne baggrund Rekvirentens opfattelse, at Halfdan Valentin Harring ikke vil være i stand til at betale sine forpligtelser,« står der bl.a. i begæringen.
Man forventer altså ikke, at han kan indfri millionkravet, såfremt det bliver en realitet.
Halfdan Valentin Harring er en del af det, der i 2019 blev døbt ”Aarhus-netværket”. Et netværk af mere end 100 webshops i Danmark og udlandet, som alle var startet af den samme gruppe bekendte fra Aarhus, og som alle blev beskyldt for snyderi og bedrag.
Efter Berlingskes massive dækning og afsløringer af beskyldningerne mod netværket er de fleste af disse virksomheder nu enten lukket eller erklæret konkurs - herunder også Halfdan Valentin Harrings webshop Myposture, som reklamerede med holdningskorrigerende tøj.



