Webshopejer Halfdan Harring er gået personligt konkurs
Manden bag den udskældte webshop Myposture, Halfdan Valentin Harring, er netop blevet erklæret personligt konkurs.
Det er ikke så få gange, at den udskældte webshopduo Halfdan Valentin Harring og Mark Haugaard er blevet nævnt i medierne i løbet af de seneste år.
Makkerparret har en række kontroversielle sager og virksomhedskonkurser bag sig. Nu er førstenævnte altså også begæret personligt konkurs ved Retten i Aarhus.
Det fremgår af et dekret i Statstidende, hvor det ligeledes fremgår, at Kammeradvokaten Boris Frederiksen er indsat som kurator.
Finans har talt med Boris Frederiksen om konkursen, men han har på nuværende tidspunkt ikke nogen kommentarer til Halfdan Harrings personlige konkurs.
Halfdan Valentin Harring er en del af det, der i 2019 blev døbt ”Aarhus-netværket”. Et netværk af mere end 100 webshops i Danmark og udlandet, som alle var startet af den samme gruppe bekendte fra Aarhus, og som alle blev beskyldt for snyderi og bedrag.
Efter Berlingskes massive dækning og afsløringer af beskyldningerne mod netværket er de fleste af disse virksomheder nu enten lukket eller erklæret konkurs - herunder også Halfdan Valentin Harring og Mark Haugaards webshop Myposture, som reklamerede med holdningskorrigerende tøj.
Det er imidlertid ikke kun Halfdan Harring, der den 27. april blev begæret konkurs. Også webshoppen Coolsnow og dennes ejer og direktør, Anders Larsen, er gået konkurs. Coolsnow har også tråde til den udskældte såkaldte ”webshopkarrusel”, som Halfdan Harring og Mark Haugaard er en del af.
I 2021 blev Halfdan Harring og Mark Haugaard indstillet til tre års konkurskarantæne af kurator Søren Christensen Volder.
Ifølge Berlingske var Søren Christensen Volders daværende argument for at fratage makkerparret retten til at drive virksomhed en række »problematiske forhold«, herunder en rejse til Mykonos, som webshopejerne var på, kort inden man erklærede virksomheden konkurs.
Rejsen, som Mark Haugaard og Halfdan Harring var på med deres kærester, løb op i 295.000 kr., der alle blev trukket på firmakortet. Makkerparrets forklaring til kurator var, at ferien, hvor der bl.a. blev serveret guldbelagt bøf for 3.300 kr., var en firmarejse.
Kort efter hjemkomst erklærede de selskabet konkurs.
Derudover udbetalte Halfdan Harring og Mark Haugaard i alt 1,2 mio. kr. til sig selv kort før konkurserklæringen, viste en kreditorredegørelse, som Berlingske fik aktindsigt i.
Webshopejerne sagsøgte dengang både Berlingske og Børsen for avisernes dækning af virksomhedens konkurs, men sagen blev droppet kort efter.
Finans har forsøgt at indhente en kommentar fra Anders Larsen til konkurserne, men indtil videre uden held.
Finans arbejder desuden på at få en kommentar fra Halfdan Harring.

