Fortsæt til indhold

Svindeldømte Christopher Clausen er igen tiltalt for bedrageri

Det er intet mindre end 37 nye tilfælde af bedrageri, som den tidligere dømte Christopher Clausen nu er tiltalt for

Thomas Clausen blev i 2021 dømt for bedrageri gennem sit firma Fine Wine Invest. Arkivfoto: Sofia Busk.
Erhverv

Svindelsagerne har i løbet af de seneste måneder hobet sig op omkring den 47-årige sjællænder Christopher Clausen - og nu er han blevet tiltalt for 37 tilfælde af bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Det fremgår af et anklageskrift fra Københavns Politi, som Finans har fået aktindsigt i.

Tiltalen lyder på, at Christopher Clausen, efter anklagemyndighedens opfattelse, har begået omfattende bedrageri for et millionbeløb i perioden fra sommeren 2019 til slutningen af 2022.

I marts 2023 blev han varetægtsfængslet for at snyde med en pengeindsamling, der skulle støtte danskere i krig i Ukraine. Det er blandt andet nogle af de tilfælde, han nu er tiltalt for.

Derudover skal han, ifølge anklageskriftet, også have modtaget penge i form af private lån fra en stor gruppe bekendte, som aldrig blev tilbagebetalt. Det er denne gruppe, der efterfølgende har politianmeldt Christopher Clausen.

Han er tiltalt efter straffelovens paragraf 279, som er blevet skærpet med yderligere paragraffer. De betyder bl.a. at strafferammen for bedrageri, der ellers sædvanligt lyder på fængsel i maksimalt 1 år og 6 måneder, kan stige til 8 års fængsel, fordi han er tidligere dømt.

Ifølge hans forsvarsadvokat, Eigil Strand, nægter Christopher Clausen sig skyldig på nuværende tidspunkt. Sagen skal for retten til efteråret.

Det er, som nævnt, ikke første gang, at Christopher Clausen er i politiets søgelys.

I 2021 blev han, dengang under navnet Thomas Clausen, dømt for at have modtaget penge fra i alt 23 personer, som han efterfølgende skulle investere i vin gennem sin virksomhed Fine Wine Invest. Disse blev aldrig investeret, men derimod brugt af Christopher Clausen selv.

Københavns byret idømte ham dengang 2,5 års betinget fængsel.

I januar kunne Finans i øvrigt afsløre, at den svindeldømte brugte sin prøveløsladelse på at rejse til udlandet og importere kopivarer på bestilling. Noget, som han selv erkendte, var ulovligt.

»Selvfølgelig må du ikke handle med det. Men jeg synes, at så længe du siger til køberen, at det er kopi, så ser jeg det ikke som strafbart. Altså det er jo også ulovligt at køre uden cykelhjelm på sit løbehjul eller ryge på sygehuset. Jeg synes at man bliver ved med at jagte mig som person på grund af noget, der skete for syv år siden. Jeg føler, at jeg har taget min straf. Men det er svært at komme videre, når pressen er så hård,« sagde han dengang til Finans.

Artiklens emner