Fængselsdømte Christopher Clausen i ny sag: »Det er jo også ulovligt at køre uden cykelhjelm«
Den tidligere Fine Wine Invest-ejer Christopher Clausen risikerer at bryde vilkårene for sin betingede dom ved at sælge kopivarer over sociale medier. Selv mener han, at sagen bliver blæst op.
Det er ikke en gang to år siden, at Christopher Clausen blev dømt for groft bedrageri og underslæb.
Dengang hed han Thomas Clausen og fik lokket i omegnen af 7 mio. kr. ud af investorer til sit firma Fine Wine Invest, som han ville investere i vin på vegne af dem. Pengene blev imidlertid aldrig investeret i det omfang, Thomas Clausen havde lovet.
Og nu er han måske kommet på dybt vand igen. Denne gang under sit nye navn Christopher Clausen i en sag, der omhandler kopivarer og et muligt brud på vilkårene for hans betingede fængselsstraf.
Christopher Clausen er nemlig lige nu særdeles aktiv i Facebook-grupper, hvor han tilbyder at rejse til udlandet og handle kopivarer hjem for folk. Sideløbende med sine aktiviteter i Facebook-grupperne, har han også Snapchat-profilen ”Mr. Copycat”, hvorfra han ligeledes handler med kopivarer.
Og selvom det ikke i sig selv er ulovligt at købe kopivarer, så er det imidlertid imod loven at indføre kopivarer i Danmark, hvis det er med henblik på videresalg. For knap en måned siden kom en dansk mand i klemme hos en række internationale modegiganter efter at have indført næsten 50 kopivarer efter en rejse. Manden blev idømt en bøde af retten, som vurderede, at kopivarerne var købt for at blive solgt videre.
Og her kan Christopher Clausen altså ligeledes komme i problemer med sin lidt over 1 år gamle dom.
Da han i første omgang blev dømt for underslæb og bedrageri ved Retten i Roskilde, fik han nemlig en såkaldt kombinationsdom. En delvist betinget fængselsstraf på samlet set to år og seks måneder.
Hertil lød det, at 2 år og 3 måneder af straffen kunne udsættes og bortfalde, hvis Christopher Clausen under en prøvetid på 2 år ikke begår noget strafbart, udfører 300 timers samfundstjeneste inden for 1,5 år, og hvis han lader Kriminalforsorgen føre tilsyn med ham i prøveperioden.
Vilkårene for en betinget dom er, at en skyldig fritages for afsoning af straf, såfremt den dømte ikke begår ny kriminalitet i en periode.
»Hvis man får en ny straf efter en betinget dom, så vil den nye typisk ikke være betinget og vil som regel også være strengere end den oprindelige dom,« forklarer Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet.
Han ønsker ikke at udtale sig specifikt om Christopher Clausens aktuelle aktiviteter, eller hvilken effekt de kunne have, på hans allerede-eksisterende dom. Men professoren understreger, at den generelle praksis i sådanne tilfælde ville være at tage dommen op igen.
»For det første skal den nye kriminalitet komme frem i lyset, men hvis der begås ny kriminalitet i prøvetiden, og det bliver taget op af politiet, der bliver rejst tiltale, og der kører en ny straffesag, så er reglerne sådan, at der fastsættes en fælles straf, som omfatter både den kriminalitet, der tidligere er begået, og det, der nu er begået,« forklarer han.
Christopher Clausen anerkender selv, at det naturligvis er ulovligt at handle med kopivarer, men understreger samtidig, at han mener, at sagen bliver blæst ud af proportioner.
»Jeg har solgt nogle enkelte trøjer, jeg har haft med hjem. Det bliver fremstillet som om, at det er en stor business, hvor jeg sælger kopivarer. Det undrer mig, at det kan være sådan en stor historie. Jeg har afholdt mig fra at udtale mig til pressen i sager, fordi jeg føler, at man bliver ved med at jagte min person. Det går ud over mig, mit job og mine børn,« siger han indledningsvist.
Det, jeg umiddelbart studser over, er, at du har den her betingede dom fra tidligere. At handle med kopivarer kan risikere at være et brud på de vilkår. Har du overvejet det?
»Nej, det kan det ikke. Det er et brud på vilkårene, hvis jeg laver svindel - økonomisk eller anden - og det er kopivarer i teorien ikke. Jeg har været i Tyrkiet og taget trøjer og smykker med hjem for en 3-4.000 kroner, men det er jo ikke en industri. Det er ikke noget, jeg lever af. Jeg har ikke opbygget et imperie af kopivarer. Jeg har været på ferie, og så har jeg skrevet i en gruppe, at jeg kan hjælpe med at tage ure osv. med hjem til folk.«
Har du selv været klar over, hvad man må og ikke må rent lovmæssigt, når det kommer til kopivarer?
»Selvfølgelig må du ikke handle med det. Men jeg synes, at så længe du siger til køberen, at det er kopi, så ser jeg det ikke som strafbart. Altså det er jo også ulovligt at køre uden cykelhjelm på sit løbehjul eller ryge på sygehuset. Jeg synes at man bliver ved med at jagte mig som person på grund af noget, der skete for syv år siden. Jeg føler, at jeg har taget min straf. Men det er svært at komme videre, når pressen er så hård.«