Danske Certa brager afsted og rammer stor milepæl
2022 var et særdeles godt år for efterretningsfirmaet Certa Intelligence & Security, der bl.a. har tidligere PET-chef Jakob Scharf i ejerkredsen.
Telefonerne var rødglødende hos det danske efterretnings- og sikkerhedsfirma Certa Intelligence & Security, da der udbrød krig i Ukraine for lidt over et år siden.
Certa tilbyder nemlig blandet andet krigsrelaterede sikkerhedsløsninger - noget der har været i særdeles høj kurs det seneste år.
Det er også en af årsagerne til, at virksomheden nu kan bryste sig af sit absolut bedste regnskab til dato, hvor bundlinjen er øget med næsten 1.000 pct. og for første gang nogensinde passerer millionmilepælen.
»Vi er selvfølgelig meget tilfredse med sådan, som vi har klaret os igennem sidste år. Man kan ikke sige, at krigen i Ukraine har udløst det - det har været en løbende udvikling over årene - men krigen har selvfølgelig haft en betydning for den type opgave, vi udfører,« fortæller Jakob Scharf, der er stifter og medejer af Certa.
Der har særligt været stor efterspørgsel på hjælp til bl.a. overholdelse af internationale sanktioner, efterforskninger og særligt problemstillinger inden for russisk spionage.
Men den tidligere PET-chef peger også særligt på den stadig voksende faste kundegruppe som årsagen til, at resultatet for 2022 lå på mere end 2 mio. kr. efter skat.
Han stiftede sikkerhedsfirmaet i 2014 sammen med Jakob Dreyer, der i dag er adm. direktør, og har siden da arbejdet intenst på at udvide de mange forskellige løsninger inden for sikkerhed og efterretning, som Certa udbyder.
Firmaet, der primært henvender sig til virksomheder, har tre hovedområder, som man arbejder inden for. Først og fremmest baggrundstjek, som Jakob Scharf forklarer er boomet inden for de seneste par år.
Som en del af baggrundstjek hjælper Certa også til med diverse due diligence-opgaver. Altså en dybdegående undersøgelse af en virksomhed, som særligt bruges når der skal foretages opkøb.
Firmaet laver også efterforskning på vegne af private virksomheder, hvor der er mistanke om f.eks. misbrug eller andre uregelmæssigheder.
Det tredje områder er ren sikkerhed. Det handler primært om, at Certa fungerer som privat sikkerhedsrådgiver for virksomheder. Her er gruppen af faste kunder også vokset markant.
»Jeg kan jo ikke fortælle så meget om, hvem der er vores kunder, men hvis vi kigger på c25-indekset, så er over halvdelen af virksomhederne kunder hos Certa i dag. Vi vil selvfølgelig gerne have allesammen,« afslutter Jakob Scharf med et grin.

