Lego-ejer forklarer opkøb i kendt quiz-firma
Tidligere på ugen kom det frem, at Kirkbi havde købt aktier i Kahoot. Nu sætter Lego-pengetanken ord på investeringen.
Lego-ejeren Kirkbi kan ikke flytte bjerge. Til gengæld kan pengetanken flytte aktiekurser.
Det er i denne uge blevet bevist meget tydeligt. Tirsdag kom det frem i norske Finansavisen, at Kirkbi havde købt op af aktier i det kendte it- og quizfirma Kahoot.
Det fik straks Kahoot-aktien til at brage op, og aktien er steget med omkring 14 pct. siden nyheden om Kirkbis køb.
Aktieopturen har føjet et milliardbeløb til værdien af Kahoot på få dage.
Kirkbi har indtil nu ikke udtalt sig om købet af Kahoot-aktier. Men over for Finans bekræfter Kirkbi investeringen.
»Der er tale om en finansiel investering, som passer godt ind i vores langsigtede investeringsportefølje, der er fokuseret på sektorer i vækst, som knytter sig til vores virksomhedsstrategi og formål, herunder investeringer inden områderne læring og leg,« siger en talsperson fra Kirkbi i en skriftlig udtalelse.
Kahoot, der i øvrigt er én af de mest populære udenlandske aktier blandt private investorer i Danmark, havde et svært 2022.
Men aktienedturen i 2022 er hidtil erstattet af en stor aktieoptur i 2023. I år er aktien hidtil steget med 40 pct.
Norske Kahoot er især kendt for sin quiz-funktion, hvor personer let kan quizze mod hinanden.
Selskabet blev børsnoteret for nogle år siden på fondsbørsen i Oslo og har efterfølgende udvidet forretningen med særlig fokus på digital læring og kommunikation.


