Fortsæt til indhold

For tredje gang i streg går prisen op på boligmarkedet

Efter en lang vinterperiode med prisfald på huse og lejligheder er der nu prisstigninger at spore inden for alle boligtyper.

Priserne stiger, og handelsaktiviteten begynder at røre på sig. Boligmarkedet er vågnet, siger en cheføkonom. Foto: Rikke Kjær Poulsen
Erhverv

Boligpriserne har sat kursen opad for tredje måned i streg.

Det viser nye tal fra Boligsiden.

Zoomer man ind på huse, er der sket en stigning på 0,9 pct. på landsplan fra april til maj. Således lander den gennemsnitlige salgspris for huse nu på 16.462 kr. pr. kvadratmeter, lyder Boligsidens udregning.

»Det løft i boligpriserne, som vi har set dette forår, skyldes i høj grad sæsonen, hvor vi plejer at se mere aktivitet og stigende priser på boligmarkedet. I år skal vi dog huske, at forårets prisstigninger kommer efter flere måneder med kraftige og usædvanlige prisfald,« siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Kun i Region Hovedstaden er huspriserne stagneret.

På lejlighedsmarkedet steg priserne i gennemsnit med 1,9 pct., mens sommerhusene er steget 2,4 pct. i gennemsnit fra april til maj.

Her har Boligsiden også beregnet en gennemsnitlig salgspris for maj på hhv. 22.720 kr. pr. kvadratmeter for sommerhuse og 33.029 kr. pr. kvadratmeter for lejligheder.

Det er også på lejligheds- og sommerhusmarkedet, at man har set det mest beskedne udbud af nye boliger til salg i forårsmånederne, men antallet af huse til salg gik frem.

Skuer man tilbage over en længere periode, har de seneste tre måneder budt på en stigning i huspriserne på næsten 3 pct.

Lejlighedspriserne er steget 3,9 pct., og sommerhusene er steget godt 6 pct. i pris i perioden, siden boligpriserne ramte et lavpunkt i februar.

Her var huspriserne faldet i otte måneder i træk, mens den nedadgående kurve for lejlighederne havde stået på i 9 måneder, bemærker cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.

»Boligpriserne stiger betragteligt, og handelsaktiviteten begynder også at røre på sig igen,« skriver han i en kommentar.

»Baggrunden er mere ro på rentestigningerne, og samtidig er den økonomiske situation blevet bedre end for bare et halvt år siden. Det betyder, at flere boligkøbere igen melder sig på boligmarkedet.«

Han tilføjer, at priserne på huse og lejligheder - trods fremgangen de seneste måneder - dog stadig er 8 pct. lavere, end da de toppede i fjor.

Og hos Nykredit holder boligøkonom Mira Lie Nielsen fast i sin hidtidige vurdering af, at priserne vil falde »lidt mere« i 2023. Det vil bl.a. ske for at kompensere for de store rentestigninger, skriver hun.

Herfra er vurderingen, at husene på landsplan er ca. trefjerdedele igennem de forventede prisfald, og at noget effekten altså lader vente på sig.

For ejerlejlighederne forventer hun at se prisfald, der fortsætter ind i 2024. Det skyldes formodningen om, at boligskatten på ejerlejligheder i storbyen vil stige ved årsskiftet.

»Derfor er prisstigningen på ejerlejligheder nu overraskende, men den er dog ikke nok til at ændre vores forventning om yderligere prisfald på ejerlejlighederne,« skriver hun i en kommentar.

Hvad angår handelsaktiviteten skiftede godt 5.500 boliger ejer i april. Således har der været fremgang i fem måneder i træk, når man tager højde for sæson, konstaterer Jeppe Juul Borre. Aktiviteten halter dog stadig efter niveauet fra de to foregående år.

April bød på 13 pct. færre handler sammenlignet med 2022. Siden 2021 er handlerne ifølge cheføkonomen faldet med 43 pct.

Artiklens emner
Boligmarked
Boligsiden