Fortsæt til indhold

Sidste år nåede de vild milepæl: Nu sætter Stadil-familien endnu en gang omsætningsrekord

Thornico-koncernen, der er stiftet af Christian Stadil og hans far Thor Stadil, nåede sidste år langt om længe en vild omsætningsmilepæl. I år blæser de lige forbi den.

Christian Stadil og Thor Stadil har sammen stiftet Thornico-koncernen, der i dag ejer mere end 130 virksomheder. Foto: Casper Dalhoff.
Erhverv

Sidste år fejrede Christian Stadil og resten af ledelsen i Stadil-familiens koncern, Thornico, årets regnskab med øl, burger og rapmusik.

Anledningen var dengang, at koncernen, der er stiftet af Christian Stadil og hans far Thor Stadil, for første gang havde opnået en omsætning på over 10 mia. kr. på et år. En milepæl, der længe havde været en drøm for Christian Stadil og hans far.

Nu er koncernes nyeste regnskab så kommet ud, og om menuen og musikken har været lignende sidste års vides ikke, men der har i hvert fald været noget at juble over på ledelsesgangen.

Thornicos nye regnskab viser nemlig, at selskabet smadrer sidste års omsætningsrekord på 10,1 mia. kr.

Thornico nåede i regnskabsåret 2022 nemlig en omsætning på hele 12,1 mia. kr - altså en stigning på 19,8 pct sammenlignet med året før.

Selvom Thornico-konglomeratet, der blandt andet ejer sportsmærket Hummel, har kunne se sin omsætning stige til hidtil usete højder i 2022, var det hele ikke dog ikke en dans på roser.

I en video vedrørende årets regnskab, som Thornico har lagt på deres hjemmeside, beskriver Christian Stadil således også det forgangne år som et »spændende år, selvom man kunne vælge at sætte ”spændende” i anførselstegn«.

Han fortæller blandt andet, hvordan Thornicos selskaber indenfor fødevare- og fødevareteknologi var blevet hårdt ramt af stigende råvare- og energipriser, og hvordan Hummel er blevet negativt ramt af store udgifter forbundet med byggeriet af nye lagerfaciliteter.

Byggerier, der gjorde, at Hummel endte året med et millionstor underskud.

De omstændigheder kan således også aflæses i regnskabet. Her står det nemlig klart, at Thornicos overskud er faldet fra 830 mio. kr. i sidste års regnskab til 311 mio. kr. i dette års.

Mens Thornicos fødevareselskaber og sports- og tøjmærker havde svære år, havde koncernes shippingselskab, Thorco Projects, et år med høj aktivitet og høj indtjening, og det samme gjorde sig gældende for koncernens ejendomsselskab, Stanico.

I regnskabet kan det også læses, at selskabet har haft et rekordgodt første kvartal i 2023 i forhold til indtjening, og at selskabet forventer, at overskuddet igen vil stige i 2023 til et niveau lignende det fra 2021-regnskabet.

»Jeg er måske påvirket af solen udenfor, men jeg synes virkelig, at vi er et godt sted som virksomhed med dygtigere og mere engagerede ledere, kolleger og teams end nogensinde før,« afslutter Christian Stadil i videoen.

Artiklens emner
Thornico
Christian Stadil