Mystisk opkøb: Jeff Bezos smider penge i Amazon-aktier
Det er første gang siden 2002, at grundlæggeren køber op i sit eget selskab.
Verdens tredjerigeste person har gjort sig et mystisk opkøb.
For to uger siden har den amerikanske milliardær Jeff Bezos, der fortsat ejer omkring 10 pct. af Amazon, købt aktier i selskabet for 114,77 dollars. Det svarer til knap 800 danske kr. og er en noget usædvanlig handling fra Amazon-stifteren. Milliardæren er nemlig bedst kendt for at sælge ud af sine andele i Amazon. Det skriver Bloomberg, som henviser til en aktieindberetning.
Ifølge mediet er opkøbet det første opkøb fra Jeff Bezos siden 2002.
Tidligere har man ikke registeret Amazon-ejerens køb, men de seneste 11 år har Jeff Bezos solgt aktier i onlinegiganten for 30 mia. dollars - svarende til 208 mia. danske kr.
Pengene har bl.a. været med til at finansiere udvikling i selskabet og hans raketfirma Blue Origin.
Amazon blev børsnoteret i 1997 og i den forbindelse modtog Jeff Bezos ikke yderligere kompensation i form af aktier. Bloomberg skriver, at han også siden kun har fået en »beskeden« løn.
Ifølge mediet udgør hans ejerandel i Amazon dog fortsat hovedparten af hans formue, der lyder på 148 mia. dollars. Derved er han kun overgået af Elon Musk og Bernard Arnault, når det kommer til at være den mest velhavende på verdensplan.
Amazon-aktien er det seneste år steget knap 44 pct. Den seneste uge er aktien dog svunget op og ned.
Jeff Bezos købte op den 25. maj. Både han og Amazon har afvist at kommentere opkøbet.
På sociale medier spekulerer folk i, om Bezos mon har købt aktier for at kunne give et fysisk certifikat med Amazon-aktier i gave. Andre mener, at han ved en fejl har trykket på købsknappen.
Ifølge Bloomberg kan Amazon-analytikere heller ikke finde en god forklaring på det noget usædvanlige opkøb.
I den anden ende af Amazon-stifterens forretning, har hans rumfartsselskab, Blue Origin, for nyligt vundet en milliardstor kontrakt hos det amerikanske rumagentur Nasa.
Konkret skal Bezos’ selskab levere et månelandingsfartøj, der som en del af Nasa’s Artemis-mission, skal flyve astronauter fra en rumstation i kredsløb om månen ned til månens overflade.

