De første biler fra Fisker Inc er endelig blevet leveret
Fisker Incs adm. direktør, Henrik Fisker, er taknemmelig for frustrerede kunders tålmodighed.
»Ingen startup-virksomheder – inklusiv Tesla – har nogensinde leveret deres første bil til tiden. Det er planen hos os.«
I 2021 drømte den danske bilproducent Henrik Fisker om at hans virksomhed Fisker Inc skulle være klar med sin første bil inden udgangen af året. Det skete ikke.
Nu - to år senere og efter massive klager fra købere - er de første biler langt om længe blevet leveret.
Det skriver Fisker Inc selv i en pressemeddelelse.
Bilproducenten gik ellers ind i 2023 i massiv modvind, fordi leveringen af Fisker Ocean, som den første model hedder, blev trukket i langdrag.
Mere end 65.000 kunder ventede i starten af maj på at få deres nyindkøbte elbiler leveret, men på grund af »alvorlige problemer« med bilens software, blev leverancerne udskudt af flere omgange.
Indtil videre har 22 amerikanske kunder modtaget deres Fisker Ocean.
»Vi er taknemmelige for at vores kunder har været tålmodige med os, mens vi har bakset med længere-end-forventet certifikationsperiode tidligere i år. Og vi er glade for, at deres tålmodighed nu begynder at betale sig,« skriver Henrik Fisker, adm. direktør, i meddelelsen.
Flere kunder har udtrykt frustration over- og bekymring for, hvorvidt de overhovedet ville modtage bilerne, hvilket tidligere på året fik Henrik Fisker selv til at mane til besindighed.
I en pressemeddelelse sagde han dengang, at han var »spændt på vores næste kunders leverancer, og vi vil informere vores første kunder inden længe om timing, da vi er ved at færdiggøre tidsplanen nu.«
Ifølge samme meddelelse ville Fisker »gradvist skrue op for produktionen«, så der inden slutningen af juni er leveret mellem 1.400 og 1.700 biler til kunder i både Europa og USA.

